
En ny spørgeskemaundersøgelse, som fagbladet Folkeskolen har gennemført blandt medlemmer af Danmarks Lærerforening viser, at hver tredje lærer har oplevet, at forældre har klaget til ledelsen over dem. Og en rundspørge til 460 skoleledere landet over viser, at mange af lederne har fået nok af nogle forældres klageadfærd.
Som en skoleleder formulerer det, klager forældre over “alt mellem himmel og jord med udgangspunkt i deres eget barns behov”.
Tre ud af fire ledere oplever forældrenes klager som ”for meget”. 50 procent finder, at adfærden er problematisk, mens 24 procent betegner den som uproblematisk. Kun 18 procent af skolelederne finder forældres klageadfærd passende og uproblematisk.
Gummistøvle på borgmesterens bord
- Det mest absurde, jeg har hørt om, er en situation, hvor en elevs gummistøvle var blevet væk. Den sag endte på borgmesterens kontor, fortæller Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.
Han bekræfter, at sagerne med utilfredse og til tider grænseoverskridende forældre fylder mere og mere ude på skolerne:
- Vi ser en generel udvikling i retning af, at man i dag ikke automatisk har respekt for myndighederne. Vi oplever, at nogle forældre bruger en mere aggressiv tone for at få deres vilje igennem, og vi oplever borgere, der klager over offentligt ansatte med en forventning om at få ret. Hvis de ikke får ret, når læreren svarer, går de videre til skolelederen, senere forvaltningschefen, borgmesteren og så ministeren. Hvis folk først kommer i den modus, så fortsætter de klagerækken, siger Claus Hjortdal.
Det er vel at mærke en meget lille gruppe af forældrene, der har den adfærd. Overordnet set er skolernes medarbejdere glade for samarbejdet med forældrene, viser begge rundspørger. 88 procent af lærerne svarer, at forældresamarbejdet overordnet går ”godt” eller ”rigtig godt”, og 96 procent af skolelederne svarer det samme.
Men adfærden fra den lille gruppe forældre slider på skolens pædagogiske personale og ledelse. 73 procent af skolelederne svarer i rundspørgen, at forældrenes klager påvirker de ansatte psykisk.
Klagede over eksamen
Et eksempel på, hvordan forældreklager kan påvirke lærerne, findes i Slagelse.
Fem elever var til gruppeprøve i idræt på Nymarkskolen i Slagelse i sommer og var ikke tilfredse med karakteren. Forældrene klagede, men i første omgang oplevede lærer og censor at blive bakket op af deres leder, som afslog at ændre karaktererne eller lade eleverne gå om. Dagen efter sendte forældrene en mail til kommunens skolechef, Torben Møller Nielsen, og Marianne Stentebjerg, Slagelse Kommunes direktør for Børn, Unge og Kultur. Og så begyndte tingene at ændre sig.
Skolechefen skrev til skolelederen, at ”Man kunne godt lave en vurdering af, om tvivlen skal komme eleverne til gode”. Og så fik eleverne lov at tage idrætsprøven om, skriver Folkeskolen.
- Hvilket lys sætter det os lærere i? Har man tillid til det arbejde, vi udfører til daglig, hvis der efterfølgende bare bliver sagt: ’Vi lader tvivlen komme eleverne til gode’? Hvor går grænsen så, mellem hvad der er tvivl og ikke tvivl, spørger idrætslærer lærer Patrick Stott Venzel i fagbladet.
Hverken skolelederen eller skolechefen har ønsket at udtale sig om sagen.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.