ASSENS: Lærere på Haarby Skole på Fyn er blevet udsat for spark, spyt og skub fra elever, ligesom krænkende tiltale også har været en del af hverdagen. Det viser en tilsynsrapport fra Arbejdstilsynet, som Radio4 Morgen har fået aktindsigt i.
- Der er ingen tvivl om, at der har været episoder til stede med vold og trusler i en periode på Haarby Skole. Det har der selvfølgelig været arbejdet med og fulgt op på efterfølgende, siger Simone de Lemos, der er chef for Dagtilbud & Skole i Assens Kommune, hvor Haarby Skole ligger.
I tilsynsrapporten fra Haarby Skole kan man blandt andet læse, at ”der er flere episoder, hvor de ansatte har fysiske mærker på kroppen efter at være blevet udsat for vold.” Der er også en ansat, der er blevet ”stukket med en saks”, og en ansat der er blevet ”truet med en blyant.”
- Der vil til tider være omstændigheder, der gør, at det kan pågå. Noget af det, der er vigtigt i det her er, at man har nogle planer for, hvordan man skal arbejde med det systematisk fremadrettet, og at man får lært af de episoder, der er, siger Simone de Lemos.
Påbud fra Arbejdstilsynet
Tilsynsbesøget på Haarby Skole førte til et påbud fra Arbejdstilsynet.
Siden har de arbejdet på forebyggende tiltag for at efterkomme påbuddet. Og lærerne er nu rustet, hvis lignende episoder med vold skulle opstå, siger skolechefen.
- Jeg tror ikke, at vi kan sige, at det aldrig nogensinde kommer til at ske igen. Men det handler om, at man som lærer ved, hvordan man skal reagere i sådan en situation, hvis det sker, og at man har procedurer og redskaber for det, siger hun.
En undersøgelse fra Danmarks Lærerforening viste for nylig, at mere end hver tredje af de adspurgte lærere og børnehaveklasseledere i folkeskolen er blevet udsat for slag, spark, skub eller spytklatter i løbet af det seneste år.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.