
RINGKØBING-SKJERN: - Man kan kalde sig nok så meget leder, men hvis man vender sig om og opdager, at der ikke er nogen, der følger én, hvad nytter det så?
Ordene kommer fra Helle Sandkvist, der i syv år har været enhedsleder på den integrerede børneinstitution Solstrålen i Tarm. For hende er ledelse noget, der kræver omtanke og dømmekraft, engagement og åbenhed.
Derfor er hun én af de ledere i Ringkøbing-Skjern Kommune, som lige nu har fået følgeskab af en ledelsesaspirant - og dermed har indvilget i at lægge alle sine ledelseskort åbent frem på bordet.
På den anden side af bordet sidder pædagog Jannik Korshøj, der er i praktik som ledelsesaspirant i januar måned.
- For mig er det her et afklaringsforløb, hvor jeg får muligheden for at finde ud af, om min interesse for ledelse er der. Jeg er blevet prikket på skulderen og spurgt, om ledelse ikke var noget for mig. Og jeg kunne godt søge en lederstilling, og ville måske også få den, men jeg ville ikke vide, hvad jeg gik ind til. Nu får jeg en basisviden i stedet for bare at blive smidt ud i det, forklarer han.
14 måneders forløb
Praktikforløbet er bare én del af et længere ledelsestalentforløb, hvor kommunens HR-udviklingskonsulenter giver Jannik Korshøj og 11 andre håndplukkede medarbejdere fra forskellige fag- og stabsområder i kommunen en hjælpende hånd og et fagligt netværk på vej gennem et 14 måneder langt ledelsestalentforløb.
Ledelsestalentforløbet er en fast del af HR-indsatsen i kommunen, og ledelsesaspiranterne bliver undervejs klædt grundigt på med det formål at få afklaret, om de har lysten og evnen til på et tidspunkt i deres arbejdsliv at rykke op i geledderne og påtage sig ledelsesopgaver.
Foruden to praktikker inkluderer forløbet også coaching, oplæg samt relevant og aktuelt læsestof, der har fokus på de udfordringer, som opleves i ledelse p.t.
Forløbet afsluttes med en opgave, som ledelsesaspiranterne fremlægger for deres ledere og for medlemmer af kommunens chefgruppe og direktion.
- Man taler så meget om manglen på de varme hænder i kommunerne. Men set fra et HR-perspektiv handler det i lige så høj grad om at tiltrække de dygtigste ledere, eller at uddanne dem og tilknytte dem til organisationen, siger HR-udviklingskonsulent Mette Fjordside Hindhede og tilføjer:
- Dygtige ledere tiltrækker dygtige medarbejdere, og uden dygtige og engagerede ledere vil vi få overordentligt svært ved at tiltrække dygtige og engagerede medarbejdere. Dermed ikke sagt, at vi ikke p.t. har dygtige ledere i kommunen, for det har vi. Vi skal bare blive ved med at udvikle nye, dygtige ledere.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.