VALLENSBÆK: - Kurt Hockerup har haft en livslang betydning for Det Konservative Folkeparti og for Vallensbæk kommune, så det er med stor sorg jeg i dag har modtaget meddelelsen om hans pludselige død. Mine tanker går til hans kone Bente og deres fire børn, siger formanden for Det Konservative Folkeparti, Lene Espersen, i forbindelse med Vallensbæks borgmester Kurt Hockerups død.
- Kurt var selve garantien for det, han selv kaldte 'den grønne ø i det røde hav', nemlig konservativt flertal i Vallensbæk kommune, der jo ligger omgivet af røde kommuner. Det var Kurt, der takket være sin personlighed og omsorg for Vallensbæk, sikrede kommunens selvstændighed i forbindelse med den ny kommunalreform, hvilket et flertal af vælgerne bakkede op om. Kurt var simpelthen enestående for sin by - det var hans livsopgave, og den løste kan.
- Og Kurt Hockerups popularitet viste sig også i stemmetallene. Ved sidste kommunalvalg blev de virkelige vindere på landsplan udregnet efter andel stemmer ud af samtlige afgivne stemmer i kommunen, og her blev Kurt Hockerup nummer seks med 26,7 pct. af de afgivne personlige stemmer - og med 53 procent af stemmerne i alt fik Konservative absolut flertal. For trods kommunens størrelse (12.300 indbyggere) er den landets sjette største konservative vælgerforening med 410 medlemmer.
- Det siger også noget om Kurts position i Vallensbæk, at han var kommunens kun anden borgmester - og at den første var hans svigerfar. Men Kurt var ikke kun en central skikkelse i Vallensbæk - han var det også i Det Konservative Folkeparti, hvor han repræsenterede K i Kommunernes Landsforenings bestyrelse, han var mangeårigt medlem af partiets hovedbestyrelse, han var formand for Konservative kommunalbestyrelsesmedlemmer, og han har i det hele taget haft en række centrale tillidsposter.
- Jeg vil huske Kurt som en meget energisk og stærk kommunikator, som altid satte sin by og sit parti forrest i de beslutninger han traf. Han var ikke selvpromoverende, han var kollektivets mand, siger Lene Espersen om Kurt Hockerup, der ved sin død var borgmester for landets stærkeste konservative kommune - for femte valgperiode i træk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.