Lige hvad Venstre har brug for

Syddanmarks regionsrådsformand og Danske Regioners formand Stephanie Lose er i realiteten så godt som Venstres næste næstformand, og det er formentlig det bedste, der kunne ske for det plagede parti.

Overfladisk, og til hendes egen irritation, nævnes det ofte at hun er et godt match og supplement til partiformanden i sine egenskaber af kvinde og fra Jylland, men hun er meget mere end det. Først og fremmest er hun vidende, flittig og altid velforberedt, og så er hendes både politiske og taktiske boldøje i en klasse for sig.

Hun kom i rampelyset i forbindelse med FV15, da hendes forgænger på regionsrådsformandsposten, Carl Holst, blev valgt til Folketinget og straks efter som forsvarminister havnede i en stribe møgsager, der involverede hans fortid i Syddanmark.

Sikker hånd

Det var første og eneste gang man anede en smule usikkerhed hos afløseren Stephanie Lose, som allerede året efter røg ud i endnu en ildstorm, da ambulancesselskabet Bios bukkede under for den forsmåede konkurrent Falcks ulovlige metoder. Her var hendes hånd sikker, Bios er fortid, Falck lider stadig under eftervirkningerne af de alvorlige skrammer på sit image, men det regionale afløserselskab Ambulance Syd fungerer lydefrit.

Ikke nogen tilfældighed, og efter blot et par år som regionsrådsformand kvitterede vælgerne ved KV17 med næsten 90.000 personlige stemmer til Stephanie Lose, kun små 5.000 færre end Carl Holst havde fået ved KV13 efter to hele valgperioder. Om noget et udtryk for hendes gennemslagskraft.

Hendes taktiske formåen gav hun desuden et lysende eksempel på allerede på valgnatten efter KV17, hvor den tidligere SF-formand Villy Søvndal ellers havde scoret højt mandatmæssigt på en nu-skal-jeg-attitude over for regionsrådsarbejdet, som han var debutant i. I et berømt/berygtet tv-klip løb han ind i Stephanie Lose på gangen og spurgte, om de ikke snart skulle sætte sig ned og forhandle, hvortil han fik det isnende svar, at hvis han lige ville følge med, så kunne han få at vide, hvad alle de andre var blevet enige om udenom ham.

Sikkert boldøje

Heller ikke nogen tilfældighed, hvilket hun snart efter understregede ved i konkurrence med fire socialdemokratiske regionsrådsformænd at lande Bent Hansens efterladte formandspost for Danske Regioner til sig selv og Venstre. Efter det har ikke ret mange været så uforsigtige at undervurdere hende.

Det sikre boldøje har hun demonstreret nu igen i forhold til sit partis næstformandpost. Af indlysende grunde blev hun bragt i forslag som en af de første, straks efter at Inger Støjberg havde opgivet posten, men selv forholdt hun sig tavs og lod andre om at gætte og om at foreslå andre.

I stedet arbejdede hun på de indre linjer, så da Viborg-borgmester Ulrik Wilbek forleden bragte sig selv uofficielt i spil, kunne hun få dage efter spille ham af banen igen ved officielt at annoncere sit kandidatur og øjeblikkeligt høste opbakning fra alle betydende partiprofiler. Denne taktiske sans vil Venstre have stor gavn af, navnlig med den præmis hun selv lægger ned over den, nemlig at den skal bruges internt, og uden at hun har tænkt sig at rokke sig fra sin syddanske base.

Sine ikke-landspolitiske ambitioner har hun understreget ved flere lejligheder. Skulle de melde sig en dag, vil hun forstå at indfri dem.