Ligebehandlingsnævnet afviser to klager om uberettigede afskedigelser

To opsigelser af kommunale socialrådgivere blev for nylig prøvet i Ligebehandlingsnævnet, hvor begge klagere mente sig forskelsbehandlet på grund af handicap.

I begge sager afviste nævnet, at kommunerne havde overtrådt forskelsbehandlingsloven. Den ene klager var diagnosticeret med Aspergers syndrom og havde været sygemeldt i næsten et år. Den anden havde pådraget sig en hjernerystelse og blev fyret blot en måned efter sit uheld.

Fælles for sagerne er, at nævnet vurderede, at de pågældende ikke opfyldte kravene om at være kompetente, egnede og disponible – enten på afskedigelsestidspunktet eller i nær fremtid. Derfor fik ingen af de to klagere medhold hos Ligebehandlingsnævnet. 

Langvarigt fravær og uklar prognose 

Den ene sag handlede om en kvindelig socialrådgiver, der arbejdede i et kommunalt ydelsescenter og i 2020 blev diagnosticeret med Aspergers syndrom. I foråret 2022 blev hun fuldtidssygemeldt med stress og belastningsreaktion og var fortsat sygemeldt, da hun blev opsagt knap et år senere i april 2023.

Kvinden hævdede, at hendes sygemelding skyldtes arbejdsgiverens manglende tilpasning af arbejdsopgaverne i forhold til hendes handicap. Hun foreslog gentagne gange, at hun kunne varetage en stilling med færre sociale interaktioner og mere strukturerede opgaver – eksempelvis i en såkaldt satellitfunktion i kommunens jobhus.

Kommunen afviste imidlertid både fleksjob og omplacering og fastholdt, at hun kun kunne vende tilbage til sin oprindelige stilling på ordinære vilkår. Det fremgår af sagen, at kommunen heller ikke vurderede det muligt at etablere en særskilt stilling i den foreslåede funktion.

Kvinden fremlagde adskillige lægelige attester, som bekræftede, at hendes funktionsevne var væsentligt og varigt nedsat. Alligevel fandt Ligebehandlingsnævnet, at kommunen ikke havde overtrådt forskelsbehandlingsloven. Nævnet lagde vægt på, at kvinden ikke var i stand til at vende tilbage til sit arbejde – og at der ikke var udsigt til, at dette ville ændre sig inden for rimelig tid.

Dermed var hun ikke egnet og disponibel i lovens forstand, og kommunen var derfor ikke forpligtet til at iværksætte yderligere tilpasningsforanstaltninger.

Hjernerystelse var ikke tilstrækkeligt dokumenteret 

Den anden sag angik en mandlig socialrådgiver, der havde været ansat i blot fire måneder, da han i maj 2023 væltede på et skateboard og fik en hjernerystelse.

Kort tid efter blev han fuldtidssygemeldt med symptomer som hovedpine, kvalme og koncentrationsbesvær. Ifølge en mulighedserklæring fra klagers egen læge kunne der være tale om en fraværsperiode på tre til seks måneder – måske længere, da senfølger ved hjernerystelse varierer meget.

Allerede i juni blev socialrådgiveren dog varslet afskediget, og den 28. juni 2023 blev han opsagt.

Han klagede efterfølgende til Ligebehandlingsnævnet og påstod, at han var blevet diskrimineret på grund af et handicap.

Her afgjorde nævnet, at han ikke havde godtgjort, at hans tilstand på tidspunktet for afskedigelsen kunne betegnes som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Sygdommen havde på det tidspunkt haft en meget kort varighed, og der forelå ikke en tilstrækkeligt fast prognose, som kunne kvalificere funktionsbegrænsningen som langvarig.

Nævnet lagde vægt på, at vurderingen i forskelsbehandlingssager skal ske ud fra oplysningerne på afskedigelsestidspunktet, ikke på senere dokumentation, fx forsikringserstatning for varigt mén, og afviste derfor klagen. 

esl