
Danskerne bliver længere og længere på arbejdsmarkedet. Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder rundede for første gang 67 år ved udgangen af 2024. I snit er lønmodtagerne nu 67,1 år, når de stopper med at arbejde og lader sig pensionere.
- Det er den højeste tilbagetrækningsalder i de 15 år, som statistikken omfatter. En stigning på næsten 10 måneder på bare ét år, siger Jan V. Hansen, direktør for Pension i brancheorganisationen for forsikrings- og pensionsselskaber, F & P.
Tilbagetrækningsalderen er steget støt og solidt gennem det seneste årti. Det tilskrives både politiske reformer med forhøjet efterløns- og folkepensionsalder og et arbejdsmarked, hvor flere seniorer bliver længere i job og i gennemsnittet længere end folkepensionsalderen.
- Det er et lykkeligt match mellem flere seniorer der kan og vil, og flere virksomheder der er indstillede på at give dem den nødvendige fleksibilitet, siger Jan V. Hansen.
Han kalder seniorernes øgede arbejdsomhed for "hemmeligheden bag det danske beskæftigelsesmirakel med tårnhøj beskæftigelse sammen med udenlandsk arbejdskraft".
- Typisk fortsætter folk med at arbejde på grund af hensyn med øget fleksibilitet. Men de er også værd at holde på med stor erfaring fra årtier og har gennemlevet mange omstillinger inklusive teknologisk udvikling, siger han.
En blanding af flere årsager
Forskerne tilskriver den senere pension en blanding af højere folkepensionsalder, bedre helbred, højkonjunktur og bedre økonomiske incitamenter.
- Men det spiller også ind, at mange ældre har lyst til at trappe gradvist ud af arbejdsmarkedet, og at arbejdspladserne bliver bedre til at tilbyde forhold, som seniorerne efterspørger, siger Jan V. Hansen.
I Ældre Sagen kalder administrerende direktør Bjarne Hastrup den voksende deltagelse fra den ældre del af befolkningen for glædelig.
- Seniorerne bidrager sammen med indvandring med tilvæksten på det danske arbejdsmarkedet de næste 25 år.
- Flere virksomheder og organisationer har fået øjnene op for seniorer som højt kvalificeret arbejdskraft med stor erfaring og væsentligt mere veluddannede end for 25 år siden.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.