
På grund af stigende priser står kommunerne nu i en presset situation. Den situation bliver ikke lettere af, at kommunerne i forvejen havde indgået en meget smal økonomiaftale med regeringen, som ikke efterlod meget rum at navigere i.
Da det nu viser sig, at Finansministeriets beregninger tilbage i maj har undervurderet prisudviklingen, efterlader det kommunerne i en ekstraordinær situation, fortæller KL-formand Martin Damm (V) til DK Nyt.
Da indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen (S) torsdag afviste at komme kommunernes bøn imøde, proklamerede Martin Damm, at det vil resultere i massive fyringsrunder i kommunerne, hvis der ikke bliver ændret på de økonomiske rammer for kommunerne, siger han.
- Kommunerne stod i forvejen med en masse svære prioriteringer. Der fulgte kun penge med til den demografiske udvikling i økonomiaftale, mens der intet fulgte med til det specialiserede område, som tager en stor del af kommunernes budget, siger Martin Damm.
Kommunerne står derfor i en situation, som kræver "voldsomme prioriteringer", hvilket mange af de nye budgetaftaler også reflekterer, siger han.
"Defacto minusvækst"
Antallet i den offentlige sektor har i forvejen været et af de mest omstridte punkter i den endnu uofficielle valgkamp.
Regeringen har flere gange understreget i forhandlingerne med kommunerne, at der vil følge penge med til den demografiske udvikling, men det regnestykke skrider med den seneste udvikling.
- De må virkelig overveje, hvad de vil svare. Regeringen har gået meget op i, at der skal følge penge med til udviklingen, men nu trækker man to mia. kr. ud af kommunernes budgetter, fordi man har lavet forkerte beregninger, siger han.
- Dermed kigger vi ind i en defacto minusvækst, hvor regeringen jo ellers har gjort et stort nummer ud af, at de ikke ønsker nulvækst, siger Martin Damm.
Venter stadig svar fra finansministeren
Mens Martin Damm har opfordret til at man igen kigger på finansministeriets beregninger for at kompensere kommunerne for det skæve skøn, afvister indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen (S) det ønske:
- Den økonomi, som kommunerne har i år, er udtryk for, hvad vi aftalte før sommeren (i aftalen om kommunernes økonomi for 2023, red.), siger indenrigsminister og tilføjede:
- Det betyder, at næste gang, vi får lejlighed til at kigge på pris- og lønudviklingen, det bliver i forsommeren 2023. Og dér justerer man både beløbet for 2023 og fremadrettet. Lige som vi i øvrigt gjorde det i forsommeren i år.
Det svar er Martin Damm dog ikke tilfreds med. Først og fremmest påpger han, at de havde rettet deres henvendelse til finansministeren, hvor man altså ikke har fået svar fra endnu.
- Vi venter stadig på svar fra Nicolai Wammen, siger Martin Damm.
- Hvis ikke de vil kompensere for deres regnefejl, så må regeringen fortælle, hvor kommunerne skal skære. Pengene er ikke fulgt med, og der mangler to mia. kr., som vil komme til mangle for altid, hvis ikke man gør noget nu.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.