Kommende gymnasieelever i dele af landet skal efter alt at dømme alligevel ikke fordeles på baggrund af deres forældres indkomst. Det erfarer TV 2 og Berlingske.
Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne skulle være nået til enighed om, at aftalen om elevfordeling af gymnasieelever rulles tilbage. Dermed vil kriteriet om forældrenes indkomst ikke længere vil være gældende, hvilket har været stærkt omdiskuteret.
Aftalen blev indgået sidste år og berørte elever i hovedstadsområdet, Nordsjælland, Odense og Aarhus. Det betød, at de fra næste skoleår skulle fordeles på gymnasiet efter, hvor meget deres forældre tjener.
Skæv elevsammensætning
Andelen af elever med ikkevestlig baggrund er gennem en årrække steget så markant på en række gymnasier, at elever med dansk baggrund er begyndt at vælge dem fra. Det har fundet sted på en række gymnasier i og omkring landets største byer, hvilket ifølge politiske ønsker har gjort elevsammensætningen skæv.
Der er allerede blevet justeret på aftalen, så gymnasieelever ikke skal fordeles ved lodtrækning. I stedet skulle der skeles til de unges transporttid til uddannelsen.
Det vides endnu ikke, om partierne har et andet forslag til at sikre en anden sammensætning af elever og om transport får en betydning.
De borgerlige har været skarpt imod aftalen, som blev indgået af Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, De Radikale, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Siden har Dansk Folkeparti forladt aftalen.
Den droppede aftale må betegnes som en sejr for Venstre, der har kritiseret skarpt, at elevernes frie valg, ifølge flere borgerlige partier, i nogle tilfælde blev taget fra dem.
Elever er bekymrede
Forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Madeleine Steenberg Williams, fortæller til gengæld, at hun er "dybt bekymret".
- Særligt fordi det er en aftale, der allerede er gået i gang. Det er en aftale, som kommer til at løse nogle helt vildt store problemer, vi har ude på gymnasierne lige nu. Jeg synes, det er dybt uansvarligt, at en ny regering fjerner elevfordelingen. Ud fra hvad jeg fornemmer, har de ikke planer om at komme med en ny (model, red.), siger hun.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.