
Der venter kun svære beslutninger på det folketing og den regering, som efter næste folketingsvalg skal træffe beslutninger på Danmarks vegne.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag i sin åbningstale ved Folketingets åbning. Hun peger på fire områder, som hun har særlig opmærksomhed på.
- For det første: hvordan får vi Danmark – og hver enkelt familie – igennem det økonomiske stormvejr, der venter os, spørger Mette Frederiksen med reference til Ruslands invasion af Ukraine og den medfølgende usikkerhed om økonomi og sikkerhed.
- For det andet: hvordan sikrer vi, at der også i fremtiden er et stærkt velfærdssamfund med tid til omsorg?
- For det tredje: hvordan tager vi de næste store skridt i kampen mod klimaforandringerne?
- Og for det fjerde: hvordan sikrer vi danskernes tryghed og frihed til at kunne leve lige præcis det liv, man ønsker sig, spørger Mette Frederiksen.
Hun opfordrer en kommende regering til at søge et bredt samarbejde i Folketinget.
- Der findes ingen lette svar på nogen af de spørgsmål, siger hun.
Løn har betydning
Statsministeren har den seneste tid skabt en forventning om lønstigninger for visse faggrupper, der arbejder med velfærd, og kom også ind på emnet i talen.
- Som politiker kommer jeg aldrig til at foreslå, at vi her i salen skal til at lovgive om, hvad forskellige faggrupper skal have i løn. Det er kun arbejdsmarkedets parter, der kan forhandle det. Men vi kan omvendt ikke ignorere, at løn og arbejdsvilkår har en betydning, siger Frederiksen.
Hun tilføjer, at regeringen vil se nærmere på en helhedsplan for velfærdssamfundet.
- Den skal række 15 år ud i fremtiden. Lægge sporene for fælles reformambitioner, der styrker dansk økonomi strukturelt. Så vi bliver rigere. Helhedsplanen skal indeholde uddannelsesreformer. Økonomi. Løn- og arbejdsvilkår. Et tættere samarbejde mellem offentlige og private aktører. Mere frihed til både medarbejderne og lederne. Og vigtigst. Mere frihed til borgerne, siger Frederiksen.
Valget nærmer sig
Åbningstalen finder sted i en atmosfære af valgrygter på Christiansborg, men der blev altså ikke udskrevet valg tirsdag. Efter talen sagde hun:
- Mon ikke valget snart begynder at nærme sig.
Og hun gentog, da hun fik gentagne spørgsmål om samme emne:
- Mon ikke det er nært.
Mette Frederiksen vil ikke tale for meget om valgudskrivelsen. Hun afviser dog, at en regering med Socialdemokratiet og De Radikale kan blive til virkelighed efter et valg.
- Jeg vil ikke stå og strege partier ud eller det modsatte. Vi går til valg på, at regeringen fortsætter. Eller en bred regering. Så siger det sig selv, at en regering med kun Radikale Venstre, det kommer ikke til at ske, siger hun.
Læs hele åbningstalen her
/ritzau/ak
Artiklen er opdateret 13.10 og 13.25
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.