dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Stephanie Lose. (Foto: Ernst van Norde, Polfoto)

Middelfart undskylder personhetz over for Stephanie Lose

Kommunen har nu fjernet seks opslag fra siden 'Bevar Middelfart Sygehus' og vil fremover være mere kritiske i likes af debattørers kommentarer
15. FEB 2016 6.18

SYDDANMARK / MIDDELFART: I weekenden fik den aktuelle debat om regionens lukketrussel på Middelfart Sygehus - og ikke mindt den lokale modstand mod lukningen - en ny dimension.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) skrev på sin Facebook-profil, at hun funderede over, om 'det virkelig er en kerneopgave for en kommunal kommunikationsafdeling og et byråd at bruge ressourcer på at 'like' facebook-kommentarer som:

"Så luk dog regionen i stedet der sidder bare en flok pampere og laver en masse lo.. "

"Hun er kold som is de har ingen forståelse for den menige befolkning hun har ikke prøvet en dårlig ryg hellere ødelægge for andre"

"Men vent blot - Lose(r) freder Tønder, der er hun født"

"Hun er ikke sin opgave voksen (...)"

De mere private kommentarer ovenpå dagens besøg, som f.eks. ønsker, at jeg pådrager mig en eller flere diskusprolaps, kalder mig en "ægte blondine", eller insinuerer, at jeg ikke har noget mellem ørerne... tja, det lever jeg med. Men come on.... et byråd og en kommunal kommunikationsafdeling alligevel....! Tak for kaffe siger jeg bare.'

Det opslag blev omtalt i flere medier, og lørdag kom en klar undskyldning fra kommunikationsafdelingen i Middelfart. På Facebook-kampagne-siden 'Bevar Middelfart Sygehus' skrev kommunikationskonsulent Mie Spuur Rasmussen:

'Opdatering: Vi har nu fjernet seks opslag fra vores side. Fem chikanerende og et af racistisk karakter. Desuden er alle 'likes' gennemgået og vi vil fremover være mere kritiske i vores likes.

Vi håber, at alle fortsat vil bidrage konstruktivt her på siden og følge vores retningslinjer for brug af siden, som forbeholder os ret til at fjerne opslag, der ikke overholder dem. Så tal her, som du ville tale til nogen, hvis du mødte dem på gaden: Ordentligt og respektfuldt.

Vi ønsker på et sagligt grundlag at støtte kampen for at bevare Middelfart Sygehus. Vi går efter bolden - sparekataloget - i den her sag, og ikke de mennesker, som skal træffe beslutningerne.

Mvh Mie, Kommunikation.

Oprindeligt opslag:
Vi takker for de flere tusind kommentarer her på siden de seneste uger. Kampen for Middelfart Sygehus er for mange følelsesbetonet, fordi den handler om arbejdspladser og om trygheden i lokalsamfundet. Flere har i kampens hede skrevet meget negative kommentarer om Regionsrådet og efter gårsdagens besøg i Middelfart også omkring regionsrådsformand Stephanie Lose. Det er ikke formålet med siden her. Vi ønsker at skabe opbakning til at bevare sygehuset på sagligt grundlag og vil ikke lægge side til en personlig hetz. Derfor vil vi bede jer moderere eller fjerne de kommentarer, som chikanerer navngivne personer. Ellers sletter vi dem. Det har vi også regler for - de er beskrevet under punktet 'om' i menuen herover.

Vi er blevet spurgt, hvorfor kommunikationsafdelingen på vegne af byrådet 'liker' alle kommentarer - også de ikke positive af slagsen. Svaret er, at et like er et : tak for dit input til debatten. Derudover understøtter det Facebooks algoritme til at sprede siden ud til flere brugere. Ved nærmere gennemgang, så kan vi godt se, at det kan sende et signal om, at vi er enige i indholdet af alle kommenterer. Det er ikke altid tilfældet. Hvis vi har stødt nogen, herunder Stephanie Lose, som i dag skriver om det på sin Facebook-side, så kan vi kun sige: Undskyld!

Kommunikationsafdelingen vil nu gennemgå de mange kommentarer og dem, som chikanerer navngivne personer bliver slettet.

Vi fortsætter kampen for Middelfart Sygehus, og håber, at I vil forsætte med at bidrage konstruktivt med at kommentere, like og dele efter sidens regler.

Mvh Mie, Kommunikation.'

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/middelfart-undskylder-personhetz-over-for-stephanie-lose

GDPR