

KØBENHAVN: Det skal undersøges, om Københavns Kommunes og Region Hovedstadens støtte til Wonderful Copenhagen i forbindelse med afholdelsen af Eurovision Song Contest 2014 var lovlig. Det oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet til Ritzau.
- Vi har fundet, at der er tale om et så principielt spørgsmål, at det er interessant at få belyst, hvad kommunens og regionens adgang til at yde tilskud til den slags arrangementer er, siger jurist og chefkonsulent Hanne Ege, der er ansvarlig for undersøgelsen, og tilføjer: - En kommune og en region kan ikke bare yde støtte til hvad som helst. De skal have hjemmel til det.
Undersøgelsen er dog ikke foranlediget af det enorme budgetskred på 77,4 millioner kroner og underskud på 58 millioner, som den store musikfest endte op med, understreger Hanne Ege.
Lovgivning granskes
Økonomi- og Indenrigsministeriets undersøgelse vil køre i to spor. Dels skal det undersøges, om kommunen og regionen har haft hjemmel i national lovgivning til at yde støtte, dels om der er handlet i overensstemmelse med EU's regler om statsstøtte.
Det drejer sig om Københavns Kommune, Region Hovedstaden, Statsforvaltningen, Kulturministeriet samt Erhvervs- og Vækstministeriet. Københavns Kommune og Region Hovedstaden skal svare på, hvilken lovhjemmel de mener at kunne dække deres millionstøtte ind under.
- Og Erhvervs- og Vækstministeriet skal i første omgang svare på, om der er hjemmel til at yde denne slags støtte i lov om erhvervsfremme. Senere vil vi sandsynligvis også bede dem forholde sig til EU-reglerne om statsstøtte. Kulturministeriet skal særligt belyse, om der indenfor kulturområdet er nogle særlige statsstøtteregler i EU, forklarer Hanne Ege.
Økonomi- og Indenrigsministeriets undersøgelse afsluttes formentligt først på den anden side af nytår.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.