
HELSINGØR / HALSNÆS / GRIBSKOV: "Det gik rigtig, rigtig dårligt for at sige det direkte. Der var ingen forståelse. Der var ikke nogen, der havde sat sig ind i projektet. Med de svar, vi fik fra ministeriet, er projektet hermed lukket ned."
Sådan siger Halsnæs' borgmester, Steffen Jensen (S), til TV 2 Kosmopol efter et længe ventet møde, som han og hans to kolleger fra Helsingør og Gribskov, Benedikte Kiær (K) og Bent Hansen (V), fredag eftermiddag holdt med miljøminister Magnus Heunicke (S).
Mødet handlede om det store kystsikringsprojekt "Nordkystens Fremtid", som har været undervejs i årevis, og alene forberedelserne har foreløbigt kostet omkring 40 mio. kr.
Ministeriet kræver genopbygning af rev
Projektet går ud på at sandfodre for at sikre den 60 km lange kyststrækning. Ulempen er, at noget af sandet senere vil skylles tilbage og lægge sig over nogle beskyttede stenrev.
Kommunerne havde håbet, at man i stedet kunne udpege andre Natura2000-områder. Men Miljøministeriet krævede i foråret - ifølge kommunerne i modstrid med en tidligere melding - at stenrevene skal genopbygges efter endt sandfodring, hvilket vil fordyre projektet med 50 pct. eller op til 75 mio. kr.
Og den holdning lykkedes det ikke fredag at få ministeren til at ændre på.
- Vi har haft møde med Lea Wermelin, da hun var miljøminister, og der var vi enige om at gå den her vej. Da vi gik herindefra for halvandet år siden, var det med en helt anden følelse i maven. Nu er de vendt på en tallerken og afviser fuldstændig den besked, vi fik dengang, siger Steffen Jensen til sn.dk.
Ifølge borgmestrene gav Heunicke udtryk for, at regningen kan sendes videre til grundejerne. Men det er ikke tilladt ifølge kommunalfuldmagten, at grundejere i Helsingør og Halsnæs betaler til stenrev, som fysisk vil skulle anlægges i Gribskov, og dermed viser den melding, at ministeriet mangler forståelse for sagen, siger Benedikte Kiær til samme medie om projektet, som ifølge de tre borgmestre nu bliver indstillet.
Naturfredningsforening ønsker løsning
Danmarks Naturfredningsforenings afdelinger i de tre kommuner havde på forhånd i et brev til Heunicke på det kraftigste opfordret til, at han fandt en løsning i samarbejde med kommunerne. De er stærkt bekymrede for konsekvenserne, hvis projektet opgives, og har ingen holdning til, hvad løsningen bliver - blot der kommer én.
– Det er selvfølgelig et dilemma. At man tager sand et sted fra og efterlader et hul, for så at hælde det ud et andet sted, hvor det kan dække blandt andet stenrev. Men stenrevene ud for Gilleleje er med jævne mellemrum dækket af sand på grund af vind, vejr og strømforhold. Omvendt vil sandet være med til at sikre kysten, stranden og en masse naturværdier, siger Lenni Gottlieb, formand for DN Halsnæs, til Frederiksborg Amts Avis.
Magnus Heunicke ønsker ifølge TV 2 Kosmopol ikke at stille op til interview, men ministeriet understreger, at Nordkystens Fremtid allerede har fået tilsagn om statstilskud på omkring 68 mio. kr.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.