
Moderaterne har fået sine første 13 medlemmer i kommunalpolitik, siger partistifter Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde mandag.
En af de 13 er tidligere borgmester i Stevns, Mogens Haugaard, der blev valgt ind for Venstre, meldte sig ud, da partiet ikke genvalgte ham som spids og ved KV17 blev valgt ind for lokallisten Nyt Stevns, som han så ikke længere repræsenterer.
- Vi både håber og tror, at de 13 vil få følgeskab af flere. Både i perioden frem til 2025, hvor der skal være kommunalvalg, men i særlig grad efter kommunevalget i 2025, hvor vi håber og tror, at vi kan blive et betydningsfuldt kommunalpolitisk parti, siger Løkke.
Heriblandt er Helle Sjelle, som er tidligere folketingsmedlem for De Konservative.
- Moderaterne står det sted, jeg også står. Det er derfor, at jeg skifter til Moderaterne. Der er en fin balance. Blandt andet i forhold til friheden for det enkelte menneske, og at man samtidig har fokus på fællesskabet, siger Helle Sjelle blandt andet om sit skifte.
For nylig forlod hun De Konservative. Det samme gjorde hendes mand, den tidligere konservative formand, Lars Barfoed. I weekenden blev han præsenteret som kandidat for Moderaterne til næste års valgt til Europa-Parlamentet.
Helle Sjelle sidder i dag i kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. Efter en kort periode som løsgænger skal hun nu fremover repræsentere Moderaterne. Helle Sjelle har siddet i kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune siden valget i 2017. Hun var medlem af Folketinget fra 2001 til 2011 for De Konservative.
De fleste var løsgængere
Af de 13 nye moderater er det kun Ali Qais fra kommunalbestyrelsen i Tårnby Kommune, som skifter direkte fra et andet parti. Han er skiftet fra Venstre.
Løkke vil ikke udtale sig om, hvilke ambitioner Moderaterne har til kommunalvalget om lidt over to år.
- Vi er slet ikke kommet dertil, hvor vi har formuleret nogen præcis målsætning. Hvis du tænker på, hvor mange kommuner skal vi være repræsenteret i, og hvor mange borgmesterposter skal vi have og den slags ting. Det må vi vende tilbage til senere, siger Løkke.
Den næste styrkeprøve for Moderaterne bliver næste års EU-valg. Her går Moderaterne efter minimum to af de i alt 15 mandater, Danmark har.
Ved sidste års folketingsvalg, det første valg for det unge parti, blev Moderaterne valgt ind i første forsøg og kun overgået af Socialdemokratiet og Venstre i størrelse.
Helt usynlig var Moderaterne ikke i kommunalpolitik inden mandagens melding. Folketingsmedlem Henrik Frandsen, som er partiets gruppeformand, sidder eksempelvis i kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune. Her sidder han dog for Tønder Listen. Og det har ikke ændret sig, bekræfter han til Ritzau per sms.
De 13 nye moderater fordeler sig således i landets kommuner: Tre i Allerød, en i Dragør, en i Frederiksberg, to i Gribskov, en i Sorø, to i Stevns, en i Tårnby, en i Vordingborg og en i Odense:
Thomas Frisch, Allerød - først valgt for K
Torbjørn Barfod, Allerød - først valgt for K
Bettina Løgager, Allerød - først valgt for K
Lisbeth Dam Larsen, Dragør - først valgt for S
Helle Sjelle, Frederiksberg - først valgt for K
Pernille Søndergaard, Gribskov - først valgt for nytgribskov
Pernille Kromann Sams, Gribskov - først valgt for nytgribskov, endnu tidligere MF for K
Kasper Nygaard, Sorø - først valgt for V
Mogens Haugaard, Stevns - først valgt for V, siden Nyt Stevns
Jørgen Larsen, Stevns - først valgt for Nyt Stevns
Ali Qais, Tårnby - først valgt for V
Torben Folke Månsson, Vordingborg - først valgt for Fælleslisten
Abdinoor Adam Hassan, Odense - først valgt for S
Ritzau / ka
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.