
I montrer på Thisted Museum i Thy ligger fire irrede figurer fra bronzealderen.
De blev fundet i 2019 af en detektorfører på en mark ved Kallerup uden for Thisted og regnes i dansk og international sammenhæng for et af de mest betydningsfulde bronzefund - på højde med Solvognen.
Kallerupfundet har været opbevaret på Nationalmuseet i København. Men fra denne sommer udstilles det på museet i Thisted, hvor museumsleder Jytte Nielsen glæder sig.
- Det har enorm betydning, at vi kan udstille genstande, som er fundet her på egnen. Man kan sige, at Danmark er et lille land, og at der ikke er langt til Nationalmuseet i København. Men det er der, hvis det er sådan, at alle ens betydningsfulde genstande skal udstilles der.
Ligeværdigt samarbejde
Museet i Thisted er et af flere lokale museer og udstillingssteder, der har fået mulighed for at låne fra Nationalmuseet.
Og flere genstande vil følge efter, siger direktør på Nationalmuseet Rane Willerslev.
- Det skal ikke længere være sådan, at det er lokalmuseerne, der skal spørge os om lov til at låne. Vi vil gerne have et mere ligeværdigt samarbejde, og derfor er vi blevet mere large med at låne genstande af stor national betydning ud.
- Det er en erkendelse af, at de er fundet lokalt, og at det er nødvendigt, hvis Danmark skal bindes sammen. Lokalmuseerne skal have noget unikt at fremvise for at tiltrække publikum.
Enorme samlinger
Traditionelt har de kulturhistoriske museer uden for hovedstaden skullet levere genstande af national værdi til Nationalmuseet.
At trafikken nu også går den anden vej, er fornuftigt, siger Ane Hejlskov Larsen, der er lektor i kunsthistorie og museologi på Aarhus Universitet.
- Vi er gode til at samle ind i Danmark. Og derfor er Nationalmuseets samlinger så enorme, at de har store problemer med at vise dem og må opbevare meget i magasiner. Det er synd, for samlingerne har stor værdi for landet. Meningen med kulturarv er at udveksle den med andre, om det er lokalt eller globalt, siger Ane Hejlskov Larsen.
Hun henviser til, at forholdet mellem "modermuseerne" i København og museerne i resten af Danmark altid har været dilemmafyldt.
- Det er en diskussion, som går tilbage til 1800-tallet, hvor provinsmuseerne opstod. Det er klogt, at man nu prøver at nedbryde nogle af de forestillinger, der er om København og resten af Danmark.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.