
KØBENHAVN: Organisationen Normstormerne er nu endt i endnu et uvejr. Nu viser det sig, at den muligvis skylder kommunen penge. Penge, som den egentlig havde fået tildelt som støttemidler til deres undervisningsforløb i bl.a. kønsidentitet, anti-diskrimination, anti-mobning og LGBTQ+ vilkår. Netop de emner har før skabt anledning til kritik mod organisationen, som går på, at deres normkritiske undervisning er for eksplicit og kritisk til at byde folkeskoleelever.
Det fremgår af et nyt svar fra kommunens børne- og ungdomsforvaltning til Venstre-politikeren Cille Hald Egholm.
I svaret står der bl.a. følgende citeret fra Berlingske: "..en faktura fra Normstormerne til Københavns Kommune i august 2022 lyder på 503.566 kroner. Af de penge er kun 19.025 brugt på 'undervisningsforløb'."
Resten er bl.a. blevet brugt på rekruttering, tværgående koordinering og PR- og undervisningsmaterialer. Men det var altså ikke kun til de formål, pengene oprindeligt var møntet til jf. aftalen med Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Manglende undervisning
En stor portion af pengene skulle nemlig bruges på undervisningsforløb. Og nu viser det sig, at Normstormerne ikke har undervist det, de egentlig skulle undervise.
"I forbindelse med gennemgang af Normstormernes sag i august 2022 er forvaltningen blevet opmærksom på, at der i slutningen af 2020 er udbetalt den fulde kontraktsum for undervisningsforløb i 2020, selvom Normstormerne kun havde leveret 21 af de aftalte 60 forløb.", fremgår det af svaret.
Tilbage i september 2022 skrev TV2 Lorry, at den normkritiske undervisningsorganisation havde bøvl i regnskaberne. Normstormerne havde svært ved at leve op til de kontrakter, de to parter, forvaltningen og organisationen, har indgået og endnu ikke havde afleveret regnskab og statusrapport for 2021 trods flere henvendelser fra forvaltningen.
Manglende dokumentation
Mod støtten fra kommunen skal Normstormerne dokumentere fakturering for ydelser fx for antal gennemførte undervisningsforløb og udarbejdelse af materialer, hvilket ikke er overholdt.
Desuden fremgår det af en tabel, at organisationen har gennemført 28 undervisningsforløb i 2022 ud af i alt 100 planlagte. I 2023 er der pt planlagt 140 undervisningsforløb og det fremgår ikke, hvor mange der frem til nu er gennemført.
Nu er Børne- og Ungdomsforvaltningen i gang med at undersøge, hvordan det mellemværendet mellem Normstormerne og forvaltningen kan løses.
Cille Hald Egholm har udtrykt klar holdning om, at løsningen er, at organisationen skal tilbagebetale dele af pengene.
- Jeg er sådan set tilfreds med, at vi skal have nogle penge tilbage, og at vi ikke har betalt så meget til Normstormerne, som politikerne vedtog dengang. De penge kunne have været brugt andre steder og på en anden aktør. Det er ærgerligt, siger hun til Berlingske.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.