
ODENSE: Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) kan forvente en snarlig henvendelse fra Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), og by- og kulturrådmand Søren Windell (K), hvor de to vil foreslå en lovændring. Det skriver Fyens Stiftstidende og TV2 Fyn.
Baggrunden er ballade omkring fodboldklubben FIUK, Fyns Internationale Ungdomsklub med hjemsted i Vollsmose. Den 31. august måtte en af klubbens kampe afbrydes før tid efter tumult, og modstanderholdet fortalte om bl.a. dødstrusler mod dommeren og klubbens målmand og formand, hvilket klubben dog selv benægtede.
Kampen har resulteret i karantæne til to spillere på hhv. fire dage og ni måneder samt en bøde på 2.000 kr. og en reprimande fra DBU Fyn. Efterfølgende er flere klubber udeblevet fra kampe mod FIUK af frygt for voldsom adfærd og trusler.
Kan ikke fratage tilskud
Borgmesteren og rådmanden er gået ind i sagen og holdt bl.a. et møde med DBU Fyn tirsdag, hvor de opfordrede fodboldunionen til at sætte hårdere ind mod voldelig adfærd.
Derudover har de undersøgt, om kommunen kan fratage en forening tilskud eller adgang til at benytte kommunens baner, hvis dens medlemmer gentagne gange opfører sig voldsomt. Og det må kommunen ikke, viser det sig. Derfor henvendelsen til ministeren.
- Vi ønsker hans hjælp til at give os værktøjer til at kunne håndtere situationer, hvor en klub ikke kan holde styr på egne medlemmers adfærd, og et sportsforbund via de paragraffer, de har, ikke kan løse problemerne. I de sager skal der være en mulighed for, at vi som kommune kan smække pengekassen i, siger Peter Rahbæk Juel til Fyens Stiftstidende.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.