
Næsten alle virksomheder har i dag en alkohol- (89 procent) eller en rygepolitik (83 procent), der begrænser eller forbyder alkohol eller rygning på arbejdspladsen. Flere og flere har også ordninger, der skal øge de ansattes fysiske aktivitet (44 procent), stimulere til sundere spisevaner (50 procent) og begrænse stress (48 procent).
Hvor blot var 22 procent af virksomhederne i 2002 var i gang med en indsats, gælder det nu 40 procent. Det er især rygning og stress, der aktuelt arbejdes med.
En del af personaleplejen
Undersøgelsen, som involverer 1978 virksomheder med mindst 10 ansatte, viser også, at der er markante forskelle mellem det offentlige og det private arbejdsmarked.
Offentlige virksomheder er generelt længere fremme end de private. Som eksempel arbejder 66 procent af de offentlige virksomheder for tiden med sundhedsfremmende tiltag, hvor det blot er tilfældet for 35 procent af de private virksomheder.
Offentlige og halv-offentlige virksomheder ser også i højere grad end private virksomheder sundhedspolitikken som en del af personaleplejen og som et naturligt led i arbejdsmiljøarbejdet, hedder det i undersøgelsen.
Når det gælder mad- og frugtordninger, er de private og halv-offentlige virksomheder dog i front.
Hovedresultat inden for de fem områder
Mad: Gennemsnitligt 50 procent har madordning, tilbud eller lignende. Men her ligger de private virksomheder over gennemsnittet: f.eks. er der en madordning i form af en kantine i 31 procent af de private virksomhedermod 24 procent hos de offentlige. I 2002 lå gennemsnittet for alle typer virksomheder nede på 29 procent.
Der er især tilbud om frugt og isvand, der er øget. Få har tilbud til overvægtige medarbejdere: Fire procent af de offentlige virksomheder har en diætist, vægtkonsulent el. lign. tilknyttet arbejdspladsen. Det samme gælder fem procent af de halvoffentlige virksomheder, men kun en procent af de private.
Motion: 44 procent har motionstilbud til de ansatte. I 2002 var det 20 procent. Det er i højere grad offentlige og halvoffentlige virksomheder, der generelt har ordninger eller tilbud af forskellig slags. F. eks. har 37 procent af de offentlige virksomheder en ordning med et motions-/fitnesscenter, det samme har 21 procent af de halvoffentlige mod kun 12 procent af de private. Omkring 14 procent af de offentlige og halvoffentlige har motionsrum på virksomheden mod kun fem procent af de private.
Det mest udbredte tilbud er deltagelse i enkeltstående arrangementer.
Alkohol: 89 procent har regler, der begrænser alkoholindtagelse, og 80 procent har alkoholforbud indenfor normal arbejdstid. I 2002 var det henholdsvis 72 procent og 53 procent. Her er det offentlige også skrappest: 94 procent af de offentlige virksomheder har skrevne eller uskrevne regler for alkohol-indtag, 92 procent af de halvoffentlige og 88 procent af de private. Ligesom med røgen har de private i højere grad end de offentlige uskrevne regler.
Til gengæld er der en tendens til, at det i private virksomheder i højere grad er helt forbudt at indtage alkohol i arbejsdtiden.
Stress og psykisk arbejdsmiljø: 48 procent har en indsats inden for området. 44 procent angiver, at man ville prioritere dette område, hvis man skulle gå i gang med en sundhedsfremmende indsats.
/mel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.