dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Urnenedsættelse på skovbegravelsespladsen på Stensballegård. Nogle steder kan man vælge at nedsætte urnen under et træ og eventuelt med en lille mindesten.

Over 20 skovbegravelsespladser er skudt op - og flere er på vej

Samarbejde mellem skovejere og kommuner giver mulighed for begravelse i skoven. Flere kommuner har netop godkendt planer for nye pladser.
28. JUL 2025 10.46

I 2014 åbnede landets første skovbegravelsesplads i Kohaveskoven i Odense, efter at det i 2008 blev lovligt at få en skovbegravelse. Og siden har ideen bredt sig. Nu er det muligt at blive begravet i skoven i over 20 kommuner.

Begravelsespladsen i Odense er en af få, som er ejet og drevet af en kommune, hvorimod de fleste ligger på privat jord.

Firmaet Skovbegravelse Aps. med hjemsted i Horsens har specialiseret sig i at administrere skovbegravelser, og firmaet har foreløbig bistået 20 skovejere og deres tilhørende kommuner med at få etableret begravelsespladser i privatejede skove.

Flere ligger til godkendelse

Derudover er flere på vej. For øjeblikket ligger flere en stribe til godkendelse i Kirkeministeriet, som er godkendt i de respektive kommuner, fortæller Jannik Ahlefeldt-Laurvig, som er direktør i Skovbegravelse, til DK Nyt:

I Odsherred er søgt om en plads i Anneberg Skov, i Guldborgsund er søgt om en plads på Pandebjerg Gods, i Kolding er søgt om en plads på Sønderholm, og i Stevns og Køge er søgt om pladser på Vallø Gods. De sager ligger alle i ministeriet.

Desuden er Vejle Kommune tæt på afklaring om en begravelsesplads på Tirsbæk Gods, og i Haderslev er en plads på Kelstrup Strand under behandling.

Konkrete planer er der også på Gaardbogaard i Frederikshavn og på Thaysengaard i Aabenraa. I Frederikshavn skal spørgsmålet om en energipark dog afklares først, fortæller Jannik Ahlefeldt-Laurvig, og i Aabenraa ligger planerne p.t. stille.

Disse kommuner har privatejede, godkendte skovbegravelsespladser

  • Jammerbugt: Øland Vest og Øst, Brovst
  • Mariagerfjord: Havnø, Hadsund
  • Rebild: Hjedsbæk, Suldrup
  • Skive: Hostrup, Spøttrup
  • Viborg: Kallestrupgaard, Aalestrup
  • Favrskov: Clausholm, Hadsten  
  • Norddjurs: Meilgaard, Glesborg
  • Silkeborg: Ny Dalsgaard, Kjellerup
  • Odder: Rathlousdal
  • Horsens: Stensballegaard
  • Nordfyn: Margård, Søndersø
  • Svendborg: Vejstrupgård Strandskoven og Ådalskoven, Vejstrup
  • Fredensborg: Esromgaard, Danstruplund
  • Frederikssund: Selsø, Skibby
  • Kalundborg: Kattrup, Jyderup
  • Lejre: Ledreborg
  • Slagelse: Valdemarskilde
  • Næstved: Saltø 
  • Vordingborg: Petersgaard, Kalvehave
  • Bornholm: Paradisbakkerne, Svaneke

Nogle kommuner, bl.a. Norddjurs, har selv taget kontakt til Skovbegravelse, fordi de ønskede en skovbegravelsesplads. Andre steder er det skovejere, der har taget initiativet, fortæller Jannik Ahlefeldt-Laurvig, som foruden at være direktør i Skovbegravelse også er godsejer på Stensballegaard.

Står det til ham, er der også plads på danmarkskortet til at oprette begravelsespladser i kommuner som Esbjerg, Varde, Holstebro, Herning, Tønder, Vejen og eventuelt på Fyn.

- Men det kræver politisk opbakning, understreger han.

Drifts- og administrationsaftaler

Forud for, at en skovbegravelsesplads kan etableres, går, at kommunen skal give en landzonetilladelse, med hvad det indebærer af høringer. Det skal også tinglyses, at pladsen er fredet i ti år fra seneste urnenedsættelse, og vedtægter for pladsen skal godkendes.

Formelt forpagter kommunen jorden til arealet til en pris på nul kroner.

Desuden indgås en drifts- og administrationsaftale mellem kommunen og skovejeren, som har en aftale med Skovbegravelse om den administrative håndtering af begravelsesprotokollen. Kommunen får ingen ekstra udgifter, udover at den skal afsætte tid til en årlig kontrol. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/over-20-skovbegravelsespladser-er-skudt-op-og-flere-er-paa-vej

GDPR