dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Torsdag var første dag på årets social- og sundhedspolitiske forum.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kommunernes valg:
Paragrafrytteri eller transformation af kommunestyret

Reformerne kan ses som en kæmpestor opgave, eller måske sidste chance for at redde velfærdssamfundet, lyder det på KL's social- og sundhedskonferences første dag.
9. MAJ 2025 6.13

De mange reformer, der rammer social- og sundhedsområdet lige nu, efterlader kommunerne med et valg.

De kan vælge at holde sig meget tæt til paragrafferne og meget teknisk implementere reform efter reform. Eller de kan se reformerne, som en anledning til at transformere kommunestyret og begynde at være kommune på en ny måde.

Sådan lyder det fra scenen på KL's Social- og Sundhedspolitiske Forum, som startede torsdag. 

Det er Dorte Bukdahl, forfatter til bogen 'Gode løsninger på svære sociale problemer', og tidligere kontorchef i Københavns socialforvaltning, der taler på scenen. Aktuelt er hun partner i Mobilize Strategy Consulting. 

Hun citerer Kirkegaard, når hun siger, at kommunerne må 'bevæge sig ud på uvishedens 70.000 favne vand', for at skabe radikal værdiskabelse for borgerne.

- Vi skal ud i den direkte dialog med dem, det handler om. Borgerne må ikke blive nogen, vi ser i en eller anden tåge som sådan nogle gennemsnitsborgere. Vi skal mærke, hvad der er vigtigt for dem. 

Og netop denne pointe har været gennemgående på konferencens første dag.

- Velfærden skal tættere på borgerne, sagde Sofie Løhde (V), indenrigs- og sundhedsminister, fra scenen torsdag på konferencen. 

En gammel traver

- Jamen har man ikke sagt "borgerne i centrum" i 30 år? Det har vi jo allesammen stående i et strategidokument et eller andet sted, siger Dorte Bukdahl i et interview, efter hun er trådt ned fra scenen. 

- Og jo det har vi, men man må jo bare sige, at hvis man spørger borgerne, så er det ikke det, de oplever. Mange oplever ikke at blive mødt i forhold til, hvad der vil være hjælpsomt for dem. De oplever i for høj grad, at de bliver mødt på systemets præmisser, siger hun.

Derfor peger Dorte Bukdahl på tre ting, hun mener kan føre til reel forandring:

1. Ledere og politikere skal væk fra kontorene og mødelokalerne og ud og møde borgerne. 

2. Man skal se paragraf 17.4-udvalgene som et hverdagsværksted.

3. Kommunerne skal bevæge sig fra at være ego-organisationer, som er optaget af, hvad der er godt for deres egen kommune, til at være partnerskabende organisationer, som er optaget af, hvad der er godt for samfundet og for borgerne som helhed. 

- Det er meget nemmere at være en kommune, der følger paragrafer og gør det, der står i indsatskataloget, end det er at begynde at skabe kreative løsninger sammen med borgerne, siger hun.

Ledelsesopgaven

Efter Dorte Bukdahl indtager Martin Østergaard Christensen, Stadsdirektør i Aarhus Kommune, scenen. Han spørger ud i rummet, hvor mange der tror på, at reformerne kommer til at sikre fremtidens velfærdsstat. Selvom der er flere hundrede mennesker i rummet, er der kun fem til ti forsigtige hænder, der ryger i vejret. 

Og det er netop hans pointe, for selvom overskriften på oplægget er "Nyt ansvar - Nye muligheder", kunne oplægget også have heddet "Nyt ansvar - sidste chance for at redde vores velfærdsstat", antyder han.

- Der er et eller andet, der grundlæggende skal laves om, for at sikre det velfærdssamfund, vi gerne vil have, siger han. 

Om der kommer et paradigmeskifte i kommunerne, er ifølge Martin Østergaard Christensen op til netop de mennesker, som er samlet i rummet. 

- Hvis vi bare afløser national styring med lokal styring, så har vi ikke skabt den frihed, som reformerne giver mulighed for, siger han. 

Han advarer imod at tro, at alle reformerne kan implementeres efter den samme opskrift, fordi kompleksiteten i den enkelte reform er så høj. Og så advarer han imod, at kommunerne står overfor en ledelsesopgave af hidtil usete højder. 

- Jeg har tidligere været stor fortaler for at lave stram styring. Jeg er ikke bange for at indrømme det. Bøvlet med det er bare, at det ikke rigtig virker, fortæller han.

Derfor opfordrer han til, at kommunerne gentænker ledelsesopgaven, og opfordrer til at turde at lægge ansvar og opgaver ud til medarbejderne, fremfor at holde fast i styringstrangen. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/paragrafrytteri-eller-transformation-af-kommunestyret

GDPR