Østjyllands Politi har frafaldet en sigtelse mod en kvinde, der siden december 2021 har været sigtet for at lække statshemmeligheder. Det skriver DR, der har fået oplysningen bekræftet af kvindens advokat.
Hun var en af i alt fire personer, der blev anholdt af Politiets Efterretningstjeneste (PET) og politiet 8. december sidste år. De blev efterfølgende sigtet for at lække statshemmeligheder, hvilket kan give op til 12 års fængsel.
Kvinden blev dog ifølge DR ikke fremstillet i et grundlovsforhør efterfølgende, som de andre tre sigtede. Politiet bekræfter ligeledes til DR, at en person ikke længere er sigtet i sagen.
- Vi kan bekræfte, at anklagemyndigheden har frafaldet sigtelsen mod en person i sagen. Vi ønsker ikke at kommentere yderligere, oplyser politiet til mediet.
Findsen fortsat sigtet
Den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, er blandt de nu tre andre sigtede, der blev anholdt 8. december.
Han sad i næsten to måneder varetægtsfængslet, inden han 17. februar blev løsladt. Han er fortsat sigtet efter paragraf 109 stk. 1, der handler om lækage af statshemmeligheder, og det samme er de to sidste personer.
Lars Findsen, kvinden og de to andre er af PET blevet beskrevet som tidligere eller nuværende medarbejdere i de to efterretningstjenester.
Lækager til pressen
Flere medier har skrevet, at mistanken formentlig handler om, at der er sket lækager til pressen.
I forbindelse med efterforskningen er flere journalister blevet indkaldt til afhøring. Desuden blev chefer i flere mediehuse efter aktionen i december advaret af PET og FE om, at pressefolk risikerer at blive strafforfulgt, hvis de viderebringer klassificerede oplysninger.
Tre historier skal af efterretningscheferne være blevet udpeget som problematiske:
- At Danmark samarbejder med USA om tapning af informationer fra kabler.
- At PET lod en civil agent i stikken i Spanien.
- Og at efterretningstjenesterne var bekymrede for regeringens beslutning om ikke at hente børn hjem fra syriske fangelejre.
Også tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er sigtet efter samme paragraf.
Han har selv fortalt, at det skulle være, fordi han til medier har bekræftet et tophemmeligt samarbejde med de amerikanske efterretningstjenester.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.