
Flere højtstående politikere udtrykker forståelse for, at personalet i landets daginstitutioner er bekymrede for, at de fortsat skal gå på arbejde, mens smittetallene stiger.
Både Bupl og Foa har opfordret til, at personalet i daginstitutionerne rykkes frem i køen til vacciner. Den opfordring deler Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K).
- Institutionerne har ikke flere ressourcer at trække på. Vikarer er i samme båd som pædagogerne. Det pædagogiske personale burde derfor være længere oppe i vaccinationsprogrammet, så de trygt kan gå på arbejde. De har en vigtig funktion i vores samfund, som regeringen jo selv er ude og sige, siger hun til Helsingør Dagblad.
Sammen med formanden for kommunens børn- og uddannelsesudvalg, Gitte Kondrup (S), har hun i en nytårshilsen opfordret kommunens forældre til at holde deres børn hjemme, hvis de har de mindste symptomer på sygdom.
- Der skal være pasningsmuligheder især for børn af dem, der varetager samfundskritiske funktioner. Men af samme grund mener jeg, at pædagogernes funktion er samfundskritisk. Og når vi oplever, at der alle steder er pædagogisk personale, der er væk på grund af covid-19, så er vi nødt til at tænke os rigtig godt om, siger Benedikte Kiær til avisen.
Tyndslidte medarbejdere
I Odense er rådmand Susanne Crawley (R) enig. Hun kan mærke, at medarbejderne er ved at være tyndslidte og bekymrede for den pædagogiske kvalitet, fordi der konstant er nogen sendt i isolation.
- Det vil gøre en stor forskel for deres glæde og tryghed for at komme på arbejde, hvis de blev tilbudt en vaccine. Ligesom andet frontpersonale bliver det, siger hun til TV2 Fyn.
I Aarhus har rådmand Thomas Medom (SF) tidligere støttet et ønske fra Bupl om, at daginstitutionerne skulle overgå til nødpasning. Med regeringens beslutning om, at de fortsat skal fungere som normalt, opfordrer han i stedet forældrene til så vidt muligt at holde deres børn hjemme.
- Alt, vi kan gøre nu for at begrænse smitten, er vigtige bidrag, så hvis man kan, så er det nu, vi har brug for, at man gør det ekstra, siger han til Lokalavisen.
Møde med ordførere
På et møde med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i dag vil Enhedslistens og SF's sundhedsordførere opfordre til, at daginstitutioner overgår til nødpasning. Venstre og Dansk Folkeparti advarer dog mod at gøre det, medmindre det med sikkerhed er påkrævet, skriver Ritzau.
Umiddelbart er børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) heller ikke indstillet på at lukke daginstitutionerne. De er blandt de funktioner, der er fuldstændig afgørende for, at alt andet kan fungere, siger hun.
Mødet mellem sundhedsordførerne kommer efter, at en ny mutation af covid-19, der smitter mere end den originale, har spredt sig fra Storbritannien til en række andre lande, blandt andet Danmark. Mutationen kan gøre det nødvendigt at indføre yderligere tiltag.
Prioriteret rækkefølge for coronavaccine:
- Personer som bor i plejebolig med videre.
- Personer med alder på 65 år og over, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem.
- Personer med alder på 85 år og over.
- Personer i sundheds- og ældresektoren, og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion.
- Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, der medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb med covid-19 samt udvalgte pårørende.
- Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb, eller pårørende som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson.
- Personer med alderen 80-84 år.
- Personer med alderen 75-79 år.
- Personer med alderen 65-74 år.
- Personer med alder under 65 år, som har tilstande og sygdomme, der medfører øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19.
- Personale der varetager øvrige samfundskritiske funktioner.
- Øvrige befolkning udvalgt eksempelvis efter alder.
Kilde: Sundhedsstyrelsen.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.