
Flere tusinde pædagoger og daginstitutionsledere advarer nu om, at den voksende pædagogmangel får store konsekvenser for både pædagogfaglige indsatser for børnene og for pædagoger og daginstitutionslederes arbejdsmiljø.
Det skriver Børn&Unge på baggrund af en ny vilkårsundersøgelse fra Bupl, hvor næsten 15.000 daginstitutionspædagoger, heraf omkring 1.500 ledere, har svaret.
Undersøgelsen viser, at 43 procent af lederne indenfor det seneste år har opgivet at finde en pædagog til en ledig pædagogstilling.
Geografisk forskel
Værst ser det ud i Storkøbenhavn. Her har 72 procent af daginstitutionerne i Ballerup og på Frederiksberg måttet opgive at finde en pædagog.
Også en række øst- og sydjyske kommuner mærker pædagogmanglen: 48 procent af de aarhusianske daginstitutioner og 50 procent af institutionerne i Esbjerg har måttet opgive at finde en pædagog.
Til sammenligning gælder det kun 16 procent af daginstitutionerne i Aalborg, 20 procent i Aabenraa og 23 procent i Viborg.
Store konsekvenser
De ledere, som ikke kan rekruttere pædagoger, advarer om konsekvenser, der rammer både dem selv, pædagogerne på stuerne og børnene: "Fagligheden daler drastisk, hvilket påvirker kvaliteten. Muligheden for at fastholde medarbejdere falder," skriver en af lederne i undersøgelsen. "Det slider også på de andre pædagoger, der får større ansvar, arbejdsopgaver og mangler kollegial sparring i det daglige," fortæller en anden.
Undersøgelsens resultater er dybt bekymrende, mener Bupl’s formand, Elisa Rimpler:
- Vi har ledere over hele landet, som er rådvilde, fordi de ikke kan finde de pædagoger, de har brug for, og hver fjerde pædagog har ikke en pædagogkollega på stuen at sparre med. Det gør det langt sværere at sikre god pædagogik og høj kvalitet, siger hun til Børn&Unge.
Derfor er det afgørende, at politikerne tager pædagogmanglen alvorligt og laver en national handleplan, som skal styrke rekrutteringen til pædagogfaget over hele landet, understreger hun:
- Der er behov for at forbedre uddannelsen og sikre en god kobling mellem forskning og praksis. Desuden skal der sikres bedre arbejdsvilkår og en løn, som svarer til vores uddannelsesniveau, siger Elisa Rimpler.
Derudover bør kommunerne ifølge Bupl-formanden kigge på, hvad de lokalt kan gøre for at gøre de enkelte institutioner attraktive som arbejdspladser og uddanne flere pædagoger via merit.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.