
89 lærere er i løbet af januar og februar varslet afskediget. Det skriver Folkeskolen.dk på baggrund af en opgørelse fra Danmarks Lærerforening.
Til sammenligning blev 104 lærere i hele 2021 varslet afskediget, mens 175 lærere fik den samme besked i 2022.
Udviklingen bekymrer Thomas Andreasen, formand for arbejdsmiljø- og organisationsudvalget i lærerforeningen.
- Det bekymrer mig stærkt, da besparelserne har betydning for både undervisningen og arbejdsmiljøet ude på den enkelte skole, siger han.
Skyldes besparelser
Når en lærer bliver varslet afskediget, kan det skyldes, at elevtallet falder, at der er sket et overforbrug på området, eller at kommunen sparer på skoleområdet.
Thomas Andreasen er ikke i tvivl om, at det store antal afskedigelser i år skyldes, at kommunerne skal spare.
- Mange kommuner har oplevet stigende priser og større energiudgifter i løbet af 2022. Derudover er udgifterne til ældre- og specialområdet også steget mange steder. Det ender desværre i sidste ende med at gå ud over folkeskolerne, siger han til Folkeskolen.dk.
Kommunerne presses blandt andet af, at de skal bruge langt flere penge på specialområdet end tidligere. Tal fra KL viser, at kommunerne forventer at bruge omkring en halv milliard mere på specialområdet i 2021 sammenlignet med året før.
KL bekræfter, at kommunernes økonomi er presset på flere fronter, også skoleområdet. "Det skyldes både krigen i Ukraine, prisstigninger og et presset socialområde. På nuværende tidspunkt kender vi ikke det fulde billede af, hvor kommunerne må spare, og kan ikke sige, hvordan det samlede billede kommer til at se ud," skriver KL i en udtalelse til Ritzau.
Jammerbugt er en af de kommuner, der har måttet finde sparekniven frem. Kommunen har ifølge Folkeskolen.dk været nødt til at genåbne 2023-budgettet for at finde besparelser for 36,6 millioner kroner. På skoleområdet skal der blandt andet spares omkring to millioner kroner.
/ritzau/
Opdateret 11.15 med kommentar fra KL
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.