
Regeringen varsler skattelettelser, mens en række kommuner står overfor nedskæringer i velfærden. Det møder kritik fra en række socialdemokratiske borgmestre.
I en rundspørge svarer 198 ud af 229 S-byrådsmedlemmer, at regeringen bør droppe planerne om skattelettelser og i stedet bruge pengene på den borgernære velfærd. Dermed er mere end hvert fjerde byrådsmedlem fra Socialdemokratiet imod, idet rundspørgen er sendt til 743 byrådsmedlemmer. Det skriver TV 2.
- Det skærer i mine ører, når en socialdemokratisk statsminister siger, at der er penge nok, men at der simpelthen ikke er penge til, at vi i kommunerne kan fastholde den mest basale velfærd. Det gør ondt.
- Nogle gange sætter jeg spørgsmålstegn ved, om det er Mette Frederiksen, der er statsminister, eller om det er Lars Løkke, siger byrådsmedlem i Norddjurs Kommune Tom Bytoft til TV 2.
Regeringen afviser
Regeringen investerer historisk mange penge i velfærden, lyder det i et svar til de kommuner, som er nødt til at skære i velfærden for at få budgetterne til at gå op. Regeringen har allerede investeret historisk meget ifølge skatteminister Jeppe Bruus (S).
- Der er nogle enorme investeringer i velfærdssamfundet i de her år, som faktisk er historiske, hvis man kigger på tidligere år. Samtidig er vi i en situation, hvor vi takket være en god og fornuftig økonomisk politik under corona står et virkelig, virkelig godt sted med fuld, nærmest fuld, beskæftigelse, siger han.
Skatteministeren har forståelse for, at det er svært at få budgetterne til at passe i kommunerne, fordi der er nogle udgifter, der stiger, og der har været en periode med høj inflation.
- Det er med til at presse økonomien ude i kommunerne, så det har vi stor forståelse for, siger han og afviser, at borgmestrene får flere penge, som de beder om.
Han påpeger, at regeringen har afsat milliarder af kroner til sundhedssektoren, psykiatrien og uddannelser samt en ekstra milliard kroner til kommuner og regioner. Han minder om, at Socialdemokratiet gik til valg på en bred regering og skattelettelser.
- Nu har vi en situation, hvor vi blandt andet takket være en klog økonomisk politik, reformer og så videre kan se ind i, at økonomien er stærkere end det, man kunne forvente bare for 5-10 år siden, og som også gør, at vi har et ekstra råderum, siger han.
Skattelettelser for fem milliarder
133 ud af 225 byrådsmedlemmer svarer i kanalens rundspørge, at de ikke deler Mette Frederiksens opfattelse af, at "den nye tids valuta i dansk politik ikke er penge, for dem har vi mange af".
Det sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview med Berlingske i august.
Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne blev med regeringsgrundlaget i december 2022 enige om, at der skal gives skattelettelser for fem milliarder kroner.
Siden er der tilføjet 19 milliarder kroner til det økonomiske råderum, som er statens forventede overskud i fremtiden. Derfor har regeringen varslet yderligere skattelettelser, hvilket flere borgmestre har kritiseret åbent.
Tre ud af fire sparer
Tre ud af fire kommuner skal spare i budgetterne for 2024 viser en anden rundspørge, som faktamediet Tjekdet har foretaget.
Regeringen frygter at øge prisstigningerne, hvis kommuner og regioner får flere penge, men det samme gælder ikke ved at indføre skattelettelser.
Politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen (S) fremhæver, at regeringen allerede har lovet en ekstra milliard kroner til kommuner og regioner. Han har forståelse for kommunerne:
- Det afspejler, at det er svært at lægge budget i kommunerne i år. På trods af, at vi har tilført flere midler, har inflationen også ramt budgetterne meget hårdt. Det har jeg stor forståelse for, siger han til TV 2.
Socialdemokratiet holder landsmøde i Aalborg i weekenden.
/ritzau/
Red: Ny rubrik og tilføjelse i underrubrik - samt afsnittet under mellemrubrikken "Regeringen afviser" er tilføjet kl. 11.20
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.