Folketingets partier skal endnu gang slå hovederne sammen og forsøge at lave en ny aftale om folketingsmedlemmer og ministres løn og pension.
Sådan lyder det fra SVM-regeringen, der nu vil indlede drøftelser med resten af Folketingets partier. Det siger regeringspartiernes tre gruppeformænd i en fælles udtalelse.
"Vi er enige i, at der er brug for, at vi ser på, om vi kan nå til enighed omkring politikeres pension og vederlag. Derfor vil vi indlede drøftelser med Folketingets partier. Sammensætningen i Folketinget er ny, og vi vil gerne høre både nye og gamle partier i det her spørgsmål," lyder det i udtalelsen fra Leif Lahn (S), Lars Christian Lilleholt (V) og Henrik Frandsen (M).
Forslag fra SF
Meldingen kommer, dagen inden et beslutningsforslag fra SF skal behandles i Folketingssalen.
SF har længe presset på for at få ændret på politikernes løn- og pensionsforhold. Med beslutningsforslaget ønsker partiet, at der nedsættes en kommission, der skal komme med anbefalinger til "den fremtidige vederlæggelse af folketingsmedlemmer og ministre".
Men regeringspartierne støtter ikke beslutningsforslaget.
"Vi mener ikke, vi skal afvente en ny kommission, som SF foreslår," lyder det i udtalelsen.
Anbefalinger fra Vederlagskommissionen
Politikernes løn og pension har gennem mange år været til debat i befolkningen og på Christiansborg.
Siden Vederlagskommissionen leverede en række anbefalinger i 2016, har Folketinget forsøgt at lande en ny aftale. Kommissionen anbefaler blandt andet, at politikernes livslange pensionsordning skal laves om til en 17 procent arbejdsgiverbetalt pension. Modsat skal årslønnen i stedet hæves med det tilsvarende beløb.
I oktober sidste år kunne DR beskrive, hvordan en række partier anklagede Socialdemokratiet og Venstre for igennem mange år at spænde ben for en ny aftale.
Sådan er reglerne
Med de nuværende regler får et folketingsmedlem 718.234 kroner om året samt et omkostningstillæg på 69.931 kroner.
Den højeste pension, man kan få som folketingsmedlem, er efter 20 år på tinge. Her gives en livslang pension på 32.336 kroner om måneden.
Hos ministrene tjener statsministeren mest med et årligt vederlag på 1,67 millioner kroner. Finansministeren og udenrigsministeren tjener 1,47 millioner om året, mens øvrige minister får 1,33 millioner om året.
Ministres pension stiger, indtil man har siddet som minister i mere end otte år. Da lyder den livslange månedlige pension på 25.730 kroner. Dertil kan en minister lægge sin pension som folketingsmedlem oveni, indtil pensionsloftet på 53.811 kroner om måneden rammes.
Hvorvidt SVM-regeringen vil tage udgangspunkt i Vederlagskommissionens anbefalinger om mindre i pension, men højere løn, i drøftelserne, fremgår ikke af udtalelsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.