Smerter i lænden er en af de hyppigste årsager til, at borgere kontakter sundhedsvæsnet, og det belaster samfundsøkonomien. Men for de fleste er det en ufarlig tilstand, der ofte forbedres uden behandling.
Derfor anbefaler organisationen "Vælg klogt", som er et samarbejde mellem Danske Patienter og de Lægevidenskabelige Selskaber, at undgå billeddiagnostiske undersøgelser - scanning og røntgen - af lænderyggen, hvis ikke der er mistanke om alvorlig lidelse.
Men der er store forskelle på, om regionerne lytter til anbefalingen og sparer på undersøgelserne. Det viser en analyse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed.
Syddanmark og Hovedstaden udfører færrest MR-scanninger af lænden pr. 1.000 voksne indbyggere, mens Region Sjælland laver flest, viser analysen.
Også når det gælder røntgen, udfører Region Sjælland flest undersøgelser, mens Syddanmark ligger lavest.
Generelt har brugen af MR-scanninger af lænderyggen stort set været uændret de seneste ti år, mens brugen af røntgenundersøgelser er faldet markant. Det uændrede antal MR-scanninger dækker over et markant fald i Syddanmark og en markant stigning i Sjælland og Nordjylland.
Udover at sammenligne tal har analysen indsamlet et overblik over, hvilke indsatser regionerne har for at reducere antallet af billeddiagnostiske undersøgelser af lænderyggen. Der er både tale om indsatser rettet mod borgerne og mod det sundhedsfaglige personale, som har beføjelse til at henvise til undersøgelserne.
En beskrivelse af indsatserne og hele den øvrige rapport kan findes her.
Et ledelsesresume af rapporten kan læses her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.