Borgerne i Danmark er strøget til tasterne i løbet af de seneste uger for at registrere, om de ønsker at donere organer efter deres død eller ej.
Over 186.000 personer har været inde for at tage stilling for første gang i perioden mellem 1. juni og 15. juni. Det er flere end i nogen måned tidligere. Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Dermed er der nu over 1,7 millioner danskere, der har taget stilling til organdonation.
- Det er virkelig imponerende. De rekordmange registreringer viser, at mange gerne vil tage ansvar - ikke bare for sig selv, men også for deres nærmeste, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
- For når man bekræfter sit valg i Organdonorregisteret, overlader man ikke beslutningen om, hvad der skal ske med ens organer til de efterladte, der står på en intensivafdeling på et sygehus og er ramt af sorg, tilføjer hun.
Fem millioner breve
Nye regler for området trådte i kraft 1. juni. Det betyder, at alle danskere over 18 år automatisk registreres som mulige organdonorer. Man skal dog stadig bekræfte registreringen på sundhed.dk for at være aktiv donor.
I forbindelse med at de nye regler trådte i kraft sendte ministeriet omkring fem millioner informationsbreve ud til alle myndige danskere.
I løbet af de første 14 dage i juni har over 90.000 givet fuld tilladelse til transplantation af organer, mens cirka 15.000 har givet begrænset tilladelse. Ved begrænset tilladelse krydser den enkelte person af, hvilke organer der må bruges til transplantationer.
Langt størstedelen af de personer, som har givet fuld tilladelse, har også tilladt, at deres organer må bruges til forskning.
Omkring 65.000 personer har givet forbud mod, at deres organer må blive doneret efter deres død.
De resterende har svaret, at de ikke er afklarede. Dermed overlades beslutningen til de pårørende.
Den nye model for samtykke til organdonation blev vedtaget i Folketinget i slutningen af 2024. Formålet er at få flere til at tage stilling til, om deres organer må blive doneret.
Sidste år døde 15 mennesker, mens de ventede på et nyt og livsvigtigt organ fra en donor. I 2023 var tallet 28.
Lige nu står omkring 400 danskere på venteliste til et nyt organ i håb om, at de vil få en ny chance til at få livet tilbage.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.