
Indenrigs- og socialminister Sophie Løhde (V) har nu offentliggjort kommissoriet for den kommende gennemgang af tilskuds- og udligningssystemet. Og der bliver - som bebudet - tale om en stor og omfattende gennemgang.
Arbejdet skal udføres af Finansieringsudvalget, som består af embedsmænd fra relevante ministerier og KL (og Danske Regioner, når det er relevant). Udvalget får frist til at aflevere en rapport i slutningen af 2027. Derpå er det meningen, at politiske forhandlinger og lovgivning kan foregå i første halvår af 2028, og at ændringer i udligningssystemet kan træde i kraft fra 2029.
Kommissoriet indeholder fire pejlemærker:
- Balance: At forskellene imellem kommuner på den ene side ikke bliver for store på tværs af Danmark, og på anden side, at kommunerne har en tilskyndelse til at fremme vækst, beskæftigelse og effektiv opgaveløsning over for borgerne.
- Objektivitet: At beregningen af tilskud og udligning er baseret på saglige og upåvirkelige kriterier.
- Transparens: At beregningen af tilskud og udligning er gennemskuelig.
- Stabilitet: At den samlede finansiering i den enkelte kommune i udgangspunktet ikke svinger betydeligt fra år til år, men samtidig afspejler den aktuelle udvikling i kommunerne.
Kommissoriet falder i to dele: Dels en bred, generel analyse af udligningssystemet, og dels en specifik opgave med at se på boligskatterne. Her skal udvalget opstille mulige modeller til at minimere de kommunaløkonomiske konsekvenser for udligning af grundskylden, når den såkaldte neutraliseringsordning for 2024-2028 udløber.
Kommuners input er med
På forhånd har KL samlet enighed blandt landets kommuner om en række principper, der bør gælde i udvalgets arbejde. De principper er afspejlet i kommissoriet, forsikrer ministeren.
- For at vi kan have et Danmark i balance er det vigtigt, at kommunerne har nogenlunde ensartede økonomiske muligheder for at levere service på tværs af landet. Samtidig skal vi sikre, at kommunerne fortsat har tilskyndelse til at drive deres kommune på en god og effektiv måde. Det er ingen let opgave at løse, og derfor er jeg glad for, at landets borgmestre igennem KL kan samles om en række hensyn og principper for arbejdet. Dem er regeringen enige i, og de vil derfor være bærende for det arbejde, som vi nu sætter i gang, siger Sophie Løhde.
KL er enig i, at der er taget højde for kommunernes synspunkter.
- Et velfungerende tilskuds- og udligningssystem er en forudsætning for vores kollektive aftalemodel og for, at kommunerne på tværs af landet kan levere den service, som borgerne forventer. Jeg vil derfor gerne kvittere for kommissoriet, som på lange stræk indeholder de hensyn og principper, som vi har spillet ind med, siger KL’s formand Martin Damm (V), som tilføjer:
- Vi har haft nogle gode og grundige drøftelser i borgmesterkredsen om et emne, som traditionelt har haft potentiale til at splitte os, og kommissoriet viser nu, at det vitterligt har stor værdi, når vi står sammen alle 98 kommuner og spiller konstruktivt ind.
Næstformand Peter Rahbæk Juel (S) tilføjer, at de seneste år har vist, at udfordringerne i det nuværende system er så store, at mindre justeringer ikke er nok.
- Og når vi dertil lægger de mange reformer, som skal omsættes til virkelighed, og en befolkningsudvikling, som i stigende grad skævvrider landet, er det rigtig vigtigt, at vi nu får en grundig analyse, som kan udgøre det faglige grundlag for et nyt system, der på bedste vis afspejler kommunernes opgaver og forskellige vilkår, siger han.
Hele kommissoriet kan læses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.