
Det bliver byrådsmedlem Lone Smidt (S), som ved KV25 skal forsøge at snuppe borgmesterposten i Nyborg fra Kenneth Muhs (V) og over på socialdemokratiske hænder. Da fristen for at stille op udløb mandag, var hun eneste kandidat, oplyser Fyens Stiftstidende.
Lone Smidt blev valgt ind i byrådet første gang ved KV21 og sidder i økonomiudvalget, ligesom hun er næstformand i både social- og handicapudvalget og ældreudvalget. Hun afløser Sonja Marie Jensen, som ikke vil være spidskandidat igen, blandt andet fordi hun undervejs har været sygemeldt med stress i en længere periode.
Kenneth Muhs fik ved KV21 et meget flot personligt valg med den tredjehøjeste andel af stemmer i sin kommune, kun overgået af Christina Krzyrosiak Hansen (S) i Holbæk og Birgit S. Hansen (S) i Frederikshavn. Venstre har absolut flertal i Nyborg, spørgsmålet er, om kommunens seneste problematiske børnesager ændrer på det.
- Selvfølgelig vil jeg gå efter borgmesterposten, men jeg ser det også som et succeskriterium i sig selv at skaffe flere mandater til partiet, siger Lone Smidt til avisen.
Beckmann er klar igen
I Greve har Venstre genvalgt borgmester Pernille Beckmann som spids, skriver sn.dk.
Hun har været borgmester i ti år, og hun har flere gange været udsat for ubehageligheder, blandt andet blev der i 2022 kastet en molotovcocktail mod familiens hjem, og for to uger siden blev en sten kastet ind ad hendes soveværelsesvindue midt om natten. Alligevel er hun klar til en ny periode.
Venstre har ni af de 21 pladser i Greves byråd og konstituerede sig efter valget med DF og NB, som hver fik valgt én, som dog siden har forladt deres partier. Liselotte Blixt forlod DF og blev løsgænger, mens Hans-Jørgen Kirstein er skiftet fra NB til Moderaterne. Seneste budgetforlig er dog lavet i bred politisk enighed, hvor Enhedslisten som eneste parti stod udenfor.
I Herning har Dansk Folkeparti genvalgt Erling Præstekjær som spidskandidat til KV25, skriver Herning Folkeblad. Præstekjær er partiets enlige byrådsmedlem, og han blev valgt uden modkandidat.
Venstre har absolut flertal i Herning, og Dorte West (V) blev borgmester i en konstituering, der omfatter hele byrådet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.