
MORSØ: Socialdemokratiet på Mors har valgt Jens Dahlgaard som dén, der skal forsøge at vinde borgmesterposten på øen tilbage efter tre år med Venstres Hans Ejner Bertelsen på posten. Det oplyser partiet.
Jens Dahlgaard har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2014, sidder i økonomiudvalget og socialudvalget og blev for snart to år siden gruppeformand i stedet for Tore Müller. Müller trak sig på grund af interne uenigheder og personangreb på sociale medier.
Tore Müller var S-spids ved seneste valg, men ønskede ikke genvalg på generalforsamlingen, hvor Jens Dahlgaard blev valgt uden modkandidater.
Jens Dahlgaard er 47 år og i sit civile liv lærer. Han oplyste i oktober til Nordjyske, at han vejede frem og tilbage mellem politik og hensyn til familien, lærerjobbet, musikspil og en tjans som fodboldtræner, men nu har han altså valgt at sige ja til at gå efter borgmesterposten.
S-borgmester før 2013
Morsø havde socialdemokratisk borgmester fra 1998 til 2013 i skikkelse af Egon Pleudrup Poulsen (12 år) og Lauge Larsen (fire år), men siden 1. januar 2014 har Hans Ejner Bertelsen (V) siddet på posten. Den nu 65-årige borgmester har tidligere meddelt, at han er klar til at stille op til en tredje periode. Alligevel tror Jens Dahlgaard på sin chance.
- Jeg mærker et stort pres for, at der skal ske noget nyt. Det mærker jeg både fra mit bagland, og fra de mennesker jeg møder. De spørger, om der ikke snart skal ske noget nyt, siger han til TV Midtvest.
Venstre har p.t. 11 byrådsmedlemmer på Mors, og Socialdemokratiet har seks, mens resten af kommunalbestyrelsen på i alt 21 består af énmandsgrupper.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.