
SLAGELSE: I december 2020 udpegede Slagelse Kommune brandskolen i Korsør som kilde til den forurening, der siden har sendt 180 borgere til undersøgelse på sygehuset. Men svenske forskere pegede allerede i marts 2020 på, at brandskum til øvelsesbrug kunne være kilden, oplyser Jyllands-Posten.
Det kommunalt ejede selskab SK Forsyning fik i efteråret 2019 taget prøver for sprøjtegifte, og forskere fra Lund Universitet fandt store mængder af det giftige fluorstof PFOS, så de spurgte til, om der var brandøvelsespladser i nærheden.
Først syv måneder senere underrettede kommunen Miljøstyrelsen, der krævede handling med det samme på grund af høj PFOS-koncentration. Driftschefen i SK Forsyning, Jan Jørgensen, erkender, at der kunne være handlet hurtigere, og borgmester John Dyrby Paulsen (S) siger til avisen, at "der er reageret for langsomt. Det irriterer mig, og jeg vil nu have undersøgt hvorfor."
Jordprøver udestår
PFOS blev forbudt i 2011, og i en rapport om de såkaldte PFAS-stoffer, som PFOS er ét af, fremhævede Miljøstyrelsen allerede i 2014 behovet for "at undersøge brandøvelsespladser for forurening med PFAS", ligesom et brev fra Naturstyrelsen til kommunerne samme år advarede om problemet.
Ifølge Beredskabsstyrelsen har ti kommuner aktive brandøvelsespladser, og flere af dem oplyser, at de har forstået brevet som et påbud om at kontrollere drikkevandet – som ikke er ramt – men ikke til at tage jordprøver. I en rundspørge har ingen af dem meldt, at de har lavet jordprøver.
- Badning er blevet forbudt i Korsør Nor, hvor der er PFOS i vandet.
- Der må ikke spises afgrøder fra nærliggende kolonihaver eller spises kød fra kvæg, der græssede på en mark nær brandskolen.
- Region Sjælland har udpeget 55 steder, der kan være forurenet med PFOS, som er under mistanke for at være både hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.
- Slagelse Brand og Redning har stoppet brugen af det pågældende brandskum på brandskolen, mens det fortsat bliver brugt af beredskabet forbindelse med brandslukning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.