Af Knud Abildtrup
NORDJYLLAND: - Det er rigtigt at mange socialchefer her i regionen har anbefalet Komunernes Kontaktråd, KKR, at KKR laver en henstilling/anbefaling til kommunerne, som driver tilbuddene, om at foretage en 5 pct. takstreduktion i taksten for 2010.
Sådan skriver børne- og familiechef Hans Chr. Mariegaard, Aalborg Kommune til dknyt, ovenpå sidste uges historie om LOS, Landsforeningen af Opholdssteder, der beskylder nordjyske kommuner for slet skjulte trusler: 'Hvis I ikke sænker taksterne med 5 pct., kan vi blive nødt til at hjemtage børnene'.
Formanden for KKR Nordjylland, Morsø-borgmester Egon Pleidrup (S) forklarer, at beslutningen om opfordringen til at reducere udgifterne med 5 pct. er truffet, efter at alle socialchefer over en periode har fulgt udviklingen og derefter afgivet en anbefaling til KKR.
Amts-udmeldinger spøger stadig
Hans Chr. Mariegaard, der i socialchefforeningen er nordjysk kontaktperson for børn- og ungeområdet, uddyber:
'Her i Aalborg Kommune har vi præciseret overfor KKR, at KKR alene kan give en anbefaling, men at det er den enkelte driftskommuner, som har den fulde kompetence til at fastsætte taksten set i forhold til målgruppe, og i øvrigt efter spillereglerne aftalt i takstcirkulæret.
Jeg er ikke bekendt med, at de nordjyske kommuner truer med hjemtagelse fra de private opholdssteder, med mindre taksterne nedsættes.
For mit eget ansvarsområde har vi konkret foretaget følgende:
Driftsbudgetterne bliver hvert år ved takstberegningen gennemgået og justeret i forhold til de faktiske forhold og behov - både i opadgående og nedadgående retning. Ved Aalborg Kommune sker der kun en fremskrivning af lønudgifterne samt husleje på de steder, hvor der er tale om et lejemål. Driftsudgifterne til øvrige udgifter bliver ikke automatisk fremskrevet.
Da taksterne til 2007 blev udarbejdet, var der stor usikkerhed i disse beregninger, da de blev udarbejdet efter nye retningslinjer og på baggrund af amtets budgetudmeldinger fra 2005 til institutionerne.
Usikkerheden slog også igennem i 2008-taksten, da taksterne allerede skulle indmeldes august 2007. Disse usikkerheder har gjort, at der i taksterne til 2009 og 2010 kan være indregnet underskud fra tidligere år.
I samme periode er der også sket ændringer i tilbuddene. Nogle af institutioner er flyttet til andre lejemål, udvidet/reduceret pladsantallet, ændring af institutionernes belægningsprocent, lovændringer (pau-uddannelsen) mm.
Disse forhold har også indvirkning på de beregnede takster.
Ingen grønthøster her
En yderligere reduktion af institutionernes udgifter vil kun kunne ske på lønudgifterne og dermed færre timer pr. bruger og hermed en risiko for at der vil skulle søges tillægsydelse til et større antal brugere, end der er behov for i dag. Alternativt heraf en ændring af målgrupperne.
Så vi har ikke fuldt KKR's anbefaling om en 5 pct grønthøstermodel fuldt ud.'
LOS' version af historien er bl.a., at repræsentanter for mindst en kommune har 'rejst rundt' og forsøgt at presse taksterne ned idet de samtidig kom med slet skjulte trusler om at ville hjemtage de anbragte børn, unge eller voksne, hvis ikke man satte taksten ned.
LOS har også hørt om tilfælde, hvor man fra kommunens side har antydet, at man måske ville se mere positivt på ansøgninger om overbelægning eller lignende fra steder, der havde valgt at nedsætte taksten.
Hvis dette er korrekt, er der efter LOS' opfattelse tale om klar magtfordrejning, som LOS vil gå videre med til Indenrigs- og Socialministeren.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.