
Folkeskolens "eksperiment" med inklusion har "slået fejl". Og derfor skal der gøres noget andet nu.
Det er budskabet fra Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, i sin partiledertale på Folkemødet.
I solskin på Bornholm er hun torsdag middag den første partileder, der taler ved årets folkemøde, og hun bruger taletiden på Folkemødets største scene til at kaste et kritisk blik på folkeskolen.
- Jeg oplever, at folkeskolen som institution er mere presset end nogensinde før. En af hovedårsagerne er vores forfejlede inklusionspolitik. En politik, der er blevet ført gennem de senere år, siger Inger Støjberg på talerstolen.
I dag indebærer inklusion i folkeskolen, at børn med særlige behov så vidt muligt skal undervises sammen med deres kammerater i den almindelige undervisning med den nødvendige støtte og de nødvendige hjælpemidler.
Men Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne vil have flere specialklasser.
- Vi skal få skilt tingene ad igen. Hvis der skal være plads til alle, så er der lige pludselig ikke rum for nogen. Vi skal gøre op med inklusionen. Vi skal have specialklasserne tilbage. Det skal vi af hensyn til børnene, forældrene og lærerne, siger hun i sin tale.
Ifølge Støjberg giver inklusionen "ofte endnu flere nederlag til børn, der i forvejen har det svært".
Danmarksdemokraterne forbindes typisk ikke med skolepolitik, men emnet vil være "højt på vores dagsorden" til efterårets kommunalvalg, lyder det fra Støjberg.
I sin tale kommer Støjberg også ind på voldelige elever i folkeskolen.
Her skal der også gøres op med "inklusionstanken". En elev, der har været voldelig, hører ikke til i en almindelig folkeskoleklasse, mener Støjberg. Hun vil også give skoleledere mulighed for at "udskrive" en elev fra folkeskolen i "grove tilfælde", hvor kommunen i stedet skal finde et "passende tilbud".
Berlingske har gennem længere tid beskrevet problemet med vold i folkeskolen.
Ifølge avisen har der seneste to år været mindst 1778 bortvisninger af elever i folkeskolen på grund af voldelig adfærd. Opgørelsen dækker over en tredjedel af landets folkeskoler.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.