En række af PostNords store danske erhvervskunder er så trætte af fejl og dårlig service, at de nu forsøger at droppe den kriseramte postkoncern som leverandør af millioner af breve, skriver Finans. Det gælder blandt andet de store forsikrings- og pensionsselskaber, som dermed hælder salt i såret hos PostNords tabsgivende forretning.
Brancheorganisationen Forsikring & Pension klager blandt andet over, at det giver problemer med svarfrister, fordi de fysiske breve er for lang tid om at nå frem. Derfor vil de have lov til at droppe PostNord og i stedet sende digitale breve via e-Boks.
- Det er problematisk for selskaberne at benytte PostNord, fordi mange breve går tabt eller kommer sent frem. Og når vi har et velfungerende e-Boks-system, der kan håndtere personfølsomme data, mener vi, at det er bedst for alle parter, at pensions- og forsikringsselskaberne får lov at sende breve direkte hertil, siger underdirektør Torben Weiss Garne fra Forsikring & Pension til Finans
Private virksomheder skal have kundernes samtykke for at benytte e-Boks til personfølsomme breve. Forsikring & Pension vil nu have politikerne til at justere loven, så de kan benytte e-Boks på samme måde som offentlige styrelser, der som udgangspunkt sender posten digitalt.
Direktør for PostNords danske forretning Peter Kjær Jensen, genkender ikke billedet af, at kunderne stikker af på grund af dårlig service. 'Vi har en dialog med vores store kunder, og det er overhovedet ikke det billede vi har af situationen', siger han til Finans.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.