
SJÆLLAND: Som en udløber af sagen om mangelfulde brystundersøgelser fra 2013 til 2017 på Ringsted Sygehus fik afsnit for brystundersøgelser under Billeddiagnostisk Afdeling i februar påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Vurderingen fra styrelsen var dengang, at der var fejl og mangler, der samlet set udgør "større problemer af betydning for patientsikkerheden".
Siden er afsnittet flyttet til Sjællands Universitetshospital, hvor hele brystkræftområdet nu er samlet. Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering efter seneste tilsyn er, at der "ikke var problemer af betydning for patientsikkerheden", og påbuddene er derfor nu ophævet, oplyser regionen.
- Afsnittets medarbejdere og den nye ledelse på Sjællands Universitetshospital har ydet og yder fortsat en kæmpe indsats for alle patienter, der har brug for at blive undersøgt for brystkræft, og sikrer dem en god behandling, siger Heino Knudsen (S), regionsrådsformand.
Følger tæt
Han understreger samtidig, at han sammen med resten af forretningsudvalget fortsat følger området tæt. Et af fokuspunkterne for udvalget er blandt andet at forbedre overholdelsen af kræftpakker for brystkræft, hvor kun 44 pct. af kvinderne i 2. kvartal kom til behandling inden for de 27 dage, som er anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen fra henvisning til begyndt behandling.
De foreløbige tal for 3. kvartal viser en nedgang i de første måneder, der har en overholdelse mellem 16 og 18 procent, mens der er markant fremgang i de foreløbige tal for september, som aktuelt ligger på 73 pct.
Sjællands Universitetshospital vurderer, at nedgangen blandt andet hænger sammen med det 360 graders eftersyn af vejledninger, instrukser og arbejdsgange, det blev besluttet at gennemføre i forbindelse med samlingen af brystkræftområdet på universitetshospitalet.
Udover påbuddene har Styrelsen for Patientsikkerhed også haft den daværende specialeansvarlige overlæge på afsnittet under skærpet tilsyn. Det skærpede tilsyn med lægen er også ophævet, og lægen arbejder fortsat på afdelingen i en anden stilling.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.