
Hvis vi skal skabe den bedst mulige folkeskole for vores børn, skal vi styre og lede den anderledes, end vi gør det i dag.
Sådan lyder det fra syv organisationer på skoleområdet, som til daglig samarbejder i partnerskabet ’Sammen om Skolen’. Det er KL, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, Børne- og Kulturchefforeningen, Bupl, Skole og Forældre og Danske Skoleelever.
De har sammen formuleret seks principper for, hvordan folkeskolen bør styres og ledes fremover.
Centralt i principperne er, at Folketinget og staten skal give skoler og kommuner større fleksibilitet og mere frihed. Derfor fremhæver parterne også ti eksempler på konkrete statslige regler og love, der bør fjernes eller ændres.
Det er:
- Erstat nationale måltal med systematisk kvalitetsopfølgning.
- Nytænk læreplanerne for fagene. Der bør bl.a. være færre resultatmål, og der skal ses på balancen mellem boglige og praktiske fag.
- Skab bedre muligheder for at bruge andre prøveformer.
- Nytænk statens tilsyn med folkeskolen. Det bør bygge på tillid, dialog og samarbejde.
- Afskaf krav til timetal for fagene. I stedet foreslås vejledende timetal, og skoler skal slippe for at indberette timetal fordelt på fag og klassetrin.
- Afskaf bindingerne på de obligatoriske praktisk/musiske valgfag i folkeskolen. Den enkelte skole skal kunne tilpasse undervisning i udskolingen efter lokale forhold.
- Der bør etableres en mere fleksibel bevægelseskultur i skolen. Det skal erstatte kravet om 45 minutters bevægelse om dagen.
- Afskaf målet om at 95 procent af undervisningen skal varetages af lærere, der er uddannet i faget. Skolelederne bør have mere fleksibilitet.
- Nytænk Pædagogisk Psykologiske Vurderinger (PPV), så de bliver mere handlingsrettede.
- Fjern de nationale bindinger på digitale læringsplatforme. Den enkelte kommune skal selv kunne beslutte, hvordan skolerne understøttes digitalt.
Kommuner skal også træde et skridt tilbage
- Vores børn fortjener en folkeskole, hvor der er frihed til, at man lokalt i et samarbejde mellem praktikere, ledere, forvaltning og politikere finder de løsninger, der passer bedst til den lokale skoledag, siger formanden for KL's Børne- og Undervisningsudvalg, Herlev-borgmester Thomas Gyldal Petersen (S).
Han fremhæver, at både staten, men også nogle gange kommunerne skal træde et skridt tilbage.
- Det er stærkt og vigtigt, at vi på denne måde kan tale med én stemme, og jeg forventer, at der vil blive lyttet til os på Christiansborg, siger han.
De seks principper, som parterne er enedes om, er:
- Folkeskolen ledes, udvikles og drives lokalt og med afsæt i ledere og medarbejderes fagligheder og dømmekraft. Det sker i et forpligtende samarbejde med skolebestyrelsen og inden for dennes principper. Samtidig sker det i dialog med skolens elevråd.
- Den enkelte skoles kvalitet udvikles og følges i tæt samarbejde mellem skoleledelsen og skolebestyrelsen og med støtte fra forvaltningen.
- Skoler indgår i et kommunalt fællesskab, hvor forvaltningen understøtter ledere og medarbejdere med afsæt i den enkelte skoles behov og skaber gode rammer for samarbejdet lokalt på skolerne mellem ledelse, bestyrelse, medarbejdere og elever. Ledere, skolebestyrelser, medarbejdere og elever gør opmærksom på, hvis initiativer fra kommunalbestyrelsen ikke skaber værdi på skolerne.
- Kommunalbestyrelsen har ansvar for folkeskolen, herunder SFO. Den sætter retning for det lokale skolevæsen med afsæt i et tæt samarbejde med repræsentanter for elever, medarbejdere, forældre og ledere. Kommunalbestyrelsen er opmærksom på at begrænse antallet af mål og sideløbende indsatser.
- Staten sikrer en fælles ramme for folkeskolen med gode muligheder for at lave folkeskole og SFO, der fremmer børn og unges faglige og personlige udvikling, dannelse og trivsel med afsæt i prioriteringer og kompetencer på den enkelte skole. Staten fjerner lovgivning, som detailstyrer uden at bidrage til at skabe kvalitet på den enkelte skole.
- Staten følger kvaliteten i folkeskolen, herunder SFO, for at kunne understøtte skoler og kommuner med afsæt i lokale behov og med henblik på opbygning af lokal kapacitet.
Find hele udspillet her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.