
Hvordan skal næste generation uddannes med sunde madvaner og være i stand til at træffe bæredygtige forbrugsvalg, når madundervisningen og spisepauserne gang på gang må vige for andre aktiviteter og prioriteter i de danske skoler?
Det spørger man hinanden om i en ny tænketank ved navn Madtanken, som hører under Madkulturen, en selvejende institution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
- Det går den gale vej med madlavningen i de danske hjem, og børnene er stadig sjældnere med i køkkenet. Samtidig er det langt fra alle forældre, som kan levere gode forbilleder for fremtidens madvaner. Skolen bliver nødt til at spille en vigtig rolle i maddannelsen, men som rammerne er i dag, er det op ad bakke, siger Judith Kyst, direktør i Madkulturen.
Lærere: Faget prioriteres lavt
Den brændende platform fremgår ifølge tænketanken tydeligt af en ny undersøgelse af madkundskab i grundskolen. Den bygger på en spørgeskemaundersøgelse til lærere, der fast underviser i madkundskab i grundskolen.
Den viser blandt andet, at lærerne føler, at madkundskab prioriteres lavere end andre fag, og at ambitionerne for faget kan være svære at indfri. På baggrund af undersøgelsen foreslås mere efteruddannelse, bedre undervisningsmaterialer og flere ressourcer.
Foruden madundervisning var selve måltiderne i skolen på dagsordenen for Madtankens første møde i denne uge. Medlemmerne delte deres visioner for madens rolle i skolen, som gik fra at afskaffe madpakker og indføre skolemadsordninger på alle landets skoler til at indføre madkundskab på alle klassetrin fra 1.-9. klasse.
Madtanken mødes flere gange i løbet af 2022 for at finde frem til konkrete løsninger, der kan løfte madkulturen i skolen- og dermed bidrage til en stærk madkultur i næste generation.
Læs rapporten her
Læs mere om Madtanken her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.