Dansk Folkeparti har mistet ti byrådsmedlemmer, siden Morten Messerschmidt for fem måneder siden blev valgt som partiets nye formand. Partiet fik valgt 90 byrådsmedlemmer ved KV21, nu er antallet 79.
Til sammenligning fik DF valgt 223 byrådsmedlemmer ved KV17, som i løbet af valgperioden blev reduceret til 171. En tilbagegang på 23 pct. over fire år. I indeværende valgperiode er tilbagegangen allerede efter et halvt år på 12 pct.
Seneste afhopper er Jørgen Byskov, der sagde farvel i tirsdags og efterlod Dansk Folkeparti uden mandater i Ringkøbing-Skjern Byråd. Den første var John Harpøth i Holbæk, der stemplede ud allerede dagen efter formandsvalget og tog DF's eneste mandat med sig til den til lejligheden nystiftede liste Ny Holbæk.
Tre af partiafhopperne er også nuværende eller tidligere folketingsmedlemmer, Martin Henriksen på Stevns, Liselott Blixt i Greve og Hans Kristian Skibby i Hedensted. En fjerde prominent afhopper var Aalborg-rådmand Kristoffer Hjort Storm, der var partiets højeste placerede kommunale repræsentant men ikke længere tror, at Dansk Folkeparti overhovedet har en fremtid.
Kristoffer Hjort Storm tog også et regionsrådsmandat med sig ud af partiet, og det samme gjorde Gitte Simoni, da hun tillige forlod Roskilde Byråd. Da Liselotte Lynge Jensen i Vesthimmerland sagde farvel, kostede det foruden pladsen i byrådet også DF en folketingskandidat, og i Esbjerg var det spidskandidat Olfert Krog, der fik nok.
Den sidste af de ti kommunale eks-DF'ere siden formandsvalget er Erik Høgh-Sørensen i Hjørring, der skiller sig ud fra de andre, ved at det var partiet der smed ham ud, og ikke ham selv der gik. Hans blev ekskluderet, efter at han havde meldt Morten Messserschmidt til politiet for "underslæb, mandatsvig og/eller dokumentfalsk" i en affære i den lokale partiafdeling. Erik Høgh-Sørensen havde desuden selv været kandidat til formandsposten i partiet, men trak sig.
Yderligere et DF-byrådsmedlem ud over de ti siden formandsvalget har sagt farvel til partiet, men det var allerede få dage efter KV21, da en konstitueringsaftale i Sorø blev brudt og Lars Schmidt skiftede til De Konservative, endnu inden det nye byråd var trådt sammen.
Under ét har afhopperne siden KV21 efterladt ni byråd og et regionsråd helt uden repræsentation af Dansk Folkeparti. DF blev ved KV21 repræsenteret i 70 byråd, et antal der nu efter et halvt år er reduceret til 61. Ved KV17 fik DF pladser i 91 byråd, som i løbet af valgperiodens fire år blev reduceret til 85
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.