
TØNDER / HELSINGØR / VIBORG: Fra 1. november bliver der lukket for det varme vand i bruserne i Tønder Kommunes idrætshaller, og temperaturen i hallerne sænkes til 17 grader. Kun i svømmehallerne vil der - af hygiejniske årsager - fortsat være varmt vand i bruseren. Her skrues vandtemperaturen til gengæld ned til 26 grader. Altsammen som led i en spareplan, der ventes at skære en truende ekstraregning ned fra 5 til 3,7 mio. kr., skriver JydskeVestkysten.
Besparelserne vil blive evalueret til januar. Borgmester Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti) anerkender, at der er tale om drastiske besparelser. Det var også på tale helt at lukke svømmehallerne, men det ville kun give en lille ekstra besparelse, da anlæggene kan tage skade af at stå ubrugte hen.
Den daglige leder af Tønderhallerne, Lone Rahr Madsen, er dog i tvivl om, hvorvidt det giver mening fortsat at holde svømmehallen åben. Børn og ældre med gigtproblemer kan ikke holde varmen i 26 grader, og det bliver nødvendigt at lukke babyhold og andre varmtvandshold, så hun er i tvivl om, om der bliver gæster nok til at lønne en livredder, siger hun til avisen.
Tørre- og køleskabe
Også Helsingør har - som alle andre kommuner - gang i energisparetiltagene. Her slukker man blandt andet for de varmeskabe i daginstitutioner, som bruges til at tørre fx våde flyverdragter. Og i folkeskolen slukkes der for de køleskabe, som står i klasselokaler til børnenes madpakker, og som ofte er af ældre dato. Det skriver Helsingør Dagblad.
I Helsingørs svømmehaller skrues vandtemperaturen ned til 27 grader, og lufttemperaturen i idrætshallerne må højest være 17 grader. Her vil dog fortsat være varmt vand i bruserne. Til gengæld er det slut med aktiviteter, der kræver opvarmning, i kulturlokalerne i Elværket og Værtshallerne bortset fra nogle øvelokaler.
Og så skrues der - i Helsingør som i alle andre kommuner - ned til 19 grader i alle offentlige lokaler.
For dyrt at skrue ned
Det gælder dog ikke rådhuset i Viborg, i hvert fald ikke foreløbig. Her vil det nemlig koste penge at skrue ned til 19 grader, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Rådhuset har nemlig så store glaspartier, at det i perioder med solskin nærmest fungerer som et drivhus. Derfor vil det på nogle tidspunkter kræve nedkøling at nå ned på de 19 grader. I stedet har man valgt at slukke for køleanlægget, som normalt bruger mere energi end opvarmningen.
Gardiner bruges normalt også til at undgå, at rådhuset bliver for varmt, men de vil i vinterperioden være trukket fra for at få mest mulig naturlig varme fra solen, fortæller rådhusbetjent Jacob Kidmose til avisen. Han og kollegerne er dog klar til at sætte varme på, hvis temperaturen skulle krybe under 19 grader - typisk mandag morgen, hvor der hverken har været mennesker eller pc'er til at opvarme lokalerne i et par dage.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.