
Der er lagt op til helt store folkefest, når årets Tour de France-felt kører igennem i alt 13 danske kommuner i løbet af tre etaper 1., 2. og 3. juli.
Alle steder vil der være byfester, storskærme og andre arrangementer både i start- og målbyerne og langs ruten.
Alle kommunerne regner med at få fuld valuta for de i nogle tilfælde mange millioner kroner, der er sat af til festligheder og til sikkerhed langs ruten, viser en rundspørge til kommunerne.
Først og fremmest i form af styrkelse af det lokale fællesskab rundt om i byerne, store oplevelser for borgere og tilrejsende, men også øget eksponering og markedsføring som sidegevinst, lyder det.
Udstillingsvindue
I Sønderborg har byrådet sat 21 mio. kr. af. De går til en lang række arrangementer både før, under og efter den etape, hvor cykelrytterne kører i mål i Sønderborg.
- Det bliver en stor folkefest, hvor vi har forsøgt at få så mange grupper involveret som muligt, men samtidig er Tour de France også et udstillingsvindue for Sønderborg, siger Bente Blenstrup, afdelingsleder for Stab og Udvikling i Sønderborg Kommune.
Fem værtsbyer lægger asfalt til start- eller målområde for feltet. Det er København, hvor hele den første etape køres, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg.
Alle byerne har skudt et millionbeløb i interessentselskabet bag Grand Départ i Danmark, ligesom de har sat fra 5 til 25 mio. kr. af til afvikling af løbet, afspærring og så videre.
Sikkerhed og markedsføring koster
Derudover kører feltet igennem otte kommuner, hvor byrådene har forpligtet sig til at afsætte minimum 600.000 kr. til sikkerhed og markedsføring i forbindelse med touren.
Flere steder har man afsat mere end det, viser en rundspørge. Blandt andet til puljer, hvor lokale foreninger og organisationer har kunnet søge penge til at lave arrangementer langs ruten.
Blandt andet i Kolding, som feltet kommer igennem på tredje etape. Kommunen har afsat i alt omkring 1,2 mio. kr. til alt fra støtte til lokale initiativer, markedsføring og afspærringer langs vejene.
- Mange af de steder, hvor touren kommer forbi, er der enormt stort sammenhold, idérigdom og lyst til at være med. Det er den helt store gevinst, siger Kristina Ladager, der er eventudvikler i Kolding Kommune.
Sammenskudsgilde
I mange af de mindre byer langs ruten i Kolding er eksempelvis sportsforeninger, spejdere, husflidsforeninger og den lokale brugs gået sammen.
- Der vil være alt fra hoppeborge og pølser til ølsalg og gymnastikopvisning, små koncerter og den slags.
- Der er også en masse frivillige damer, som strikker, hækler og syr vimpler, siger Kristina Ladager.
I Vejle, hvor feltet starter på andendagen, laver samtlige byer langs ruten deres egen folkefest, fortæller Jacob Rasmussen, projektleder for Tour de France i Vejle.
- Der er meget lokalt ejerskab omkring touren, og det er det, der er virkelig fantastisk, siger han.
SDU: Forvent ikke afkast
Et studie fra Idrættens Analyseinstitut og SDU viste for nylig, at man ikke kan forvente overskud på bundlinjen, når man er vært for store sportsbegivenheder som Tour de France.
Men ifølge Bente Blenstrup fra Sønderborg har det aldrig været meningen, at kommunen skulle tjene sine udgifter hjem krone for krone.
- Vi er optaget af, at så mange som muligt deltager i den lokale folkefest, der giver sammenhold og lokal stolthed.
- Man kan ikke én til én regne med, at man får investeringen hjem, fordi hvordan skal man måle på stolthed eller brandingen af Sønderborg.
- Men vi er helt sikre på, at vi får noget ud af det, som man ikke kan måle i kroner og øre, og det er også helt okay, siger Bente Blenstrup.
Fakta
Byfester og vejspærringer koster millioner
Budgettet for Tour de France i Danmark, Grand Départ, er sat til 93,7 millioner kroner.
Det finansieres af 20,7 mio. kr. fra staten, 55 mio. kr. fra kommunerne og 15 mio. kr. fra regionerne. De resterende tre mio. kr. kommer fra eksempelvis sponsorindtægter.
Københavns Kommune har indskudt 25 mio. kr. , Roskilde Kommune 5 mio. kr., Nyborg Kommune 10 mio. kr. , Vejle Kommune 5 mio. kr. og Sønderborg Kommune 10 mio. kr.
Derudover har de enkelte kommuner følgeomkostninger som værts- eller gennemkørselskommuner.
Her er budgettet i værtsbyerne Københavns Kommune 22,5 mio. kr. , Roskilde Kommune 5 mio. kr. , Nyborg Kommune 5,9 mio. kr. , Vejle Kommune 12 mio. kr. og Sønderborg Kommune 11 mio. kr. .
For de resterende otte kommuner, hvor feltet kører igennem, er der afsat fra 600.000 kroner op til 1,2 mio. kr., viser rundspørge.
Kilder: letourcph.dk, Ritzau og kommunerne.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.