dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Trafikal trængsel er et selvskabt problem

Salget af nye biler er de seneste 12 måneder opgjort til at være på 216.800 stk. - igen ny rekord. Det er 14 pct. flere end i de foregående 12 måneder

Der tales ufattelig meget om den kollektive trafik, men hvorom alting er, så er det privatbilismen der vinder frem, og skaber trængsel i byerne og på de danske veje.

I maj 2016 var tilgangen af nye personbiler på 19.100, når der korrigeres for normale sæsonudsving, og det er uændret i forhold til april. Tilgangen til husholdningerne (køb + leasing) lå 3 pct. højere, mens tilgangen til erhvervene lå 4 pct. lavere. Tilgangen af nye biler i marts-maj 2016 var 2 pct. højere end i december 2015 - februar 2016. Husholdningerne faldt med 2 pct., mens erhvervene steg 7 pct.

Salget af nye biler er de seneste 12 måneder opgjort til at være på 216.800 stk. - igen ny rekord. Det er 14 pct. flere end i de foregående 12 måneder.

Kravet til den offentlige sektors serviceudgifter har aldrig været større. Og den politiske vilje til at hæve skatterne er ikke til stede. Dette fører uvilkårligt til offentlige budgetunderskud.

I 2015 var der et underskud på den offentlige saldo på 34 mia. kr. i løbende priser. Hvis der ses bort fra de ekstraordinære indtægter i 2015, som følge af omlægningen af kapitalpensionsordningen, blev underskuddet på næsten 60 mia. kr. Årene 2012-2014 var også påvirket af ekstraordinære effekter. Omlægningen af kapitalpensionsordningen gav et merprovenu på 62 mia. kr. i 2014 og 33 mia. kr. i 2013. I 2012 var underskuddet højere end i de omkringliggende år. Det skyldes bl.a. tilbagebetalingen af efterlønsbidrag, som udgjorde 28 mia. kr.

Der er primært to store kilder til væksten i de offentlige udgifter. Den ene kilde er det offentlige forbrug, dvs. de offentlige serviceydelser til borgerne i form af sygehuse, skoler, daginstitutioner og ældrepleje. Den anden store kilde er overførselsindkomsterne, dvs. syge-, dagpenge, pensioner, kontanthjæp, førtidspension og efterløn.

Det offentlige forbrug blev opgjort til 519 mia. kr. i 2015. Der var dermed tale om en stigning på 1,4 pct. i løbende priser i 2015 mod en stigning på 1,5 pct. i 2014. De offentlige udbetalinger af indkomstoverførsler steg med 5 mia. kr. eller 1,4 pct. i 2015 i forhold til 2014. Heraf kunne den væsentligste del henføres til folkepensionen.

Mænd er mest raske - siger de selv
Mænd er dem, der selv mener, at de har det bedste helbred. Problemet er bare, at de dør tidligere end kvinderne, og de går også mindre til lægen.

Ikke overraskende stiger antal lægebesøg med alderen. Næsten en tredjedel af befolkningen aflagde i 2015 besøg hos speciallæger, heraf flest hos hudlæge, øjenlæge og ørelæge, som tilsammen udgør 66 pct. af alle speciallægebesøg. Personer mellem 70-90 år har i gennemsnit flest besøg hos speciallæge. Kvinder er oftere hos speciallæge end mænd bortset fra de 0-9-årige og de ældre over 80 år.

Når der ses bort fra aldersgrupper, går hver dansker i gennemsnit til speciallæge 0,9 gange om året - 1,1 gange for kvinder og 0,7 for mænd. Det gennemsnitlige antal besøg for den tredjedel, der går til speciallæge, er 3,0 i 2015 - 3,2 for kvinder og 2,9 for mænd.

Antallet af konkurser er for nedadgående. Til gengæld er de virksomheder der går under større. Det betyder, at flere mennesker bliver ramt af konkurserne.

Der var 208 konkurser i maj 2016 blandt aktive virksomheder mod 239 i april. Det svarer til 13 pct. færre. Perioden marts-maj var uændret i forhold til de foregående tre måneder. Over de seneste tre måneder er der i gennemsnit gået 1.147 fuldtidsjob (job omregnet til fuld tid) tabt hver måned i de virksomheder, som er blevet ramt af konkurs. Det er 32 pct. flere end i de foregående tre måneder. De aktive virksomheder stod for 98 pct. af omsætningen i de konkursramte virksomheder i maj 2016.

Huse kan igen sælges
Meldingerne om at boligmarkedet er på vej opad smitter også positivt af på antallet af tvangsauktioner. Husene kan så at sige sælges igen. Noget tyder derfor på, at vi på boligmarkedet er tilbage på sporet fra før finanskrisen.

Dog er der stadig udkantsområder i Danmark, hvor husene ser ud til at være usælgelige på det frie marked.

I maj 2016 blev der bekendtgjort 215 tvangsauktioner mod 253 måneden før, hvilket svarer til et fald på 15 pct. Niveauet er det laveste siden juni 2008, hvor der blev registret 171 tvangsauktioner. I tre-månedersperioden marts-maj 2016 var der 717 tvangsauktioner mod 792 i perioden december 2015 - februar 2016.

For industriens vedkommende er der også flere ting der peger på, at finanskrisen ligger bag dem.

Den samlede industriproduktion steg med 0,8 pct. fra marts til april 2016. De positive takter ses ligeledes i omsætningen for både hjemme- og eksportmarkedet, der steg med hhv. 1,5 pct. og 2,1 pct. set i forhold til marts måned. Samlet set går industriproduktionen frem med 1,9 pct. i perioden februar til april set i forhold til den foregående tre-månedersperiode.

Det samlede sæsonkorrigerede produktionsindeks for industrien er snart oppe på det niveau, man så i 2008, dvs. lige før finanskrisen.

 

Preben Etwil, Chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Udvalgt og kommenteret for 'egen regning' 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/trafikal-traengsel-er-et-selvskabt-problem

GDPR