

En ny rundspørge fra KL peger på, at knap tre ud af fire kommuner forventer at have en privat leverandør af helhedspleje, når ældrereformen træder i kraft 1. juli.
I dag har knap hver fjerde kommune ingen private leverandører af enten personlig pleje eller personlig pleje og praktisk hjælp.
Det skriver Ældreministeriet i en meddelelse.
- Dette handler om, at så mange ældre som muligt reelt har et frit valg, når ældreloven træder i kraft til sommer. Derfor er jeg simpelthen så glad for det gode samarbejde, der er kommet i gang mellem KL, kommunerne og de private leverandører. Dialogen har givet pote, og det er godt nyt for vores ældre, som får noget at vælge imellem, siger ældreminister Mette Kierkgaard (M).
"På rette vej"
Alle ældre, som får brug for hjælp efter den 1. juli 2025 har ret til helhedspleje, som indføres med ældrereformen. Får man i dag kun praktisk hjælp, så kan private rengøringsfirmaer fortsætte med at levere den service, indtil den ældre får brug for yderligere pleje og omsorg.
- Rundspørgen bekræfter mig i, at vi er på rette vej i forhold til at lykkes med netop det, men det er klart, at ældrereformen er en stor omvæltning for nogle af de private leverandører, og markedet skal have mulighed for at tilpasse sig, siger Ældreministeren.
I de kommuner, hvor man i dag ikke har indgået et samarbejde med en privat leverandør, modtager borgerne typisk et frit valgs-bevis, hvilket giver mulighed for, at de selv kan hyre en privat virksomhed.
KL og kommunerne har en forhåbning om, at ældrereformen på længere sigt vil medføre, at der vil være private leverandører i alle kommuner, så borgerne kan gøre brug af deres frie leverandørvalg, skriver Ældreministeriet.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.