
Af Thomas Jensen
ESBJERG: Statsforvaltningen har efter fem års betænkningstid fundet frem til, at eliteidrætsklasserne på Vestervangskolen er ulovlige, fordi de optager elever efter deres sportslige niveau.
Men det var slet ikke i den ånd, at byrådspolitiker Karin Schwartz (S) fra Esbjerg bragte sagen til det daværende Statsamt.
- Den sag vi indbragte omhandlede tre unge mennesker, som var kommet i klemme. I første omgang havde de nemlig fået et tilsagn om at kunne starte i eliteidrætsklasserne, for derefter at få et afslag. Et afslag, som kom på et tidspunkt, hvor andre uddannelsesinstitutioner var lukkede for optagelsesansøgning. Det fandt vi svært uheldigt, og førte derfor sagen op i byrådet, for derefter at indbringe den for Statsamtet, skriver hun på sin hjemmeside.
- Vi mente, vi havde en god sag, da selv den daværende juridiske chef i kommunen havde udtalt, at de tre unge mennesker havde krav på at blive optaget. Vi indbragte derfor sagen, og havde nok forventet, at vi havde fået et svar så tidligt, at de tre unge mennesker kunne have startet i eliteidrætsklasserne med forskudt start. Her over fem år efter er det ikke en mulighed længere, da de nok for længst er færdiguddannede. I svaret fra Statsforvaltningen Syddanmark lyder det, at de ikke har forholdt sig til de tre unge mennesker, da denne sag ikke længere er aktuel - ja, det tror pokker!
Idræt fortsat på programmet
Onsdag eftermiddag mødes Direktør for Børn og Unge, cheferne for kultur- og skoleområdet og en jurist med Vestervangskolens ledelse for at finde frem til en løsning med eliteidrætsklasserne, som er gangbar inden for Folkeskolens rammer.
- Vi er ved at udfærdige et svar til Statsforvaltningen. Vi accepterer, at det er ulovligt at have eliteidrætsklasser, men vi vil stadig tilgodese unge, der ønsker at dyrke idræt systematisk. Og ikke kun på eliteniveau. Nu skal vi have afviklet de nuværende eliteidrætsklasser på en god måde. Jeg kan ikke forestille mig, at Statsforvaltningen vil stoppe klasserne. De unge kan jo ikke gøre for, at de er optaget, siger Jørn Henriksen, direktør for Børn og Unge i Esbjerg Kommune.
Han ser gode muligheder for at fortsætte som profilskole på Vestervangskolen, hvis skolens ledelse er interesseret i det. I samme stil som Da Vinci-linjen på en anden skole i kommunen.
- Der var sidste år meget debat om, at initiativet kun var for eliteelever, men det holder ikke vand. Det er et tilbud for alle, der ønsker faglige udfordringer, og ikke forbeholdt de kloge elever.
Efterfølgende vil Esbjerg Kommune sætte sig sammen med Team Danmark, men Jørn Henriksen har ikke i sinde at klage til Undervisningsministeren. Hermed er kommunen, der oprettede den første eliteidrætsklasse i Danmark, på vej til at være den første, der afskaffer den formelle elitesatsning i folkeskolerne i samarbejde med Team Danmark.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.