dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Daniel Toft Jakobsen bakkes op af både Favrskov-kredsen, hvor han er opstillet, og Hedensted-kredsen, hvor han bor, og hvor man derfor har opstillet en skyggekandidat.
Socialdemokratiet

Trods kritik: Flere S-skyggekandidater er åbne om deres rolle

Uden skyggekandidat er det usandsynligt, at mindre valgkredse kan få valgt en kandidat, lyder argumentet.
17. OKT 2022 13.10

Socialdemokratiets hovedbestyrelse har op til dette folketingsvalg understreget, at alle partiets kandidater skal føre deres egen valgkamp.

I Politiken har socialdemokratiske kandidater i Københavns Storkreds kritiseret, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har benyttet sig af skyggekandidater i Bispebjerg-kredsen for at blive valgt i storkredsen. Det skader demokratiet, siger bl.a. Mette Reissmann, der tidligere har stillet op i storkredsen.

Alligevel har partifællerne flere steder i landet gjort som hidtil og opstillet skyggekandidater, som slet ikke er interesserede i at blive valgt, og de er parate til at forsvare metoden.

Hedensted og Ringkøbing-Skjern

Socialdemokratiet i Hedensted opstiller Thyge Risvig som skyggekandidat, mens man reelt støtter Daniel Toft Jakobsen, der bor i kommunen, men stiller op i Favrskov. Det skriver Horsens Folkeblad.

- Det er usandsynligt, at hverken vi eller Favrskov ville have en repræsentant ellers. Og sådan foregår det også i ret mange andre kredse i særligt de tyndt befolkede områder. For os ville det være fint, hvis Daniel var opstillet i begge kredse, men det er der nogle kringlede ting i vores partis love, der umuliggør, siger lokalformand Bent Alminde til avisen.

I Ringkøbing-Skjern opstiller partiet Per Kamp Stefansen, men han sætter kun valgplakater op for folketingsmedlem Annette Lind, der stiller op i Holstebro-kredsen, fortalte han i august Ringkøbing Amts Dagblad.

- Vi har besluttet at sikre et stærkt mandat i Vestjylland til Annette fremfor at sprede stemmerne på to kandidater, lød hans forklaring.

Annette Lind afviser over for avisen, at samarbejdet er i strid med partiets regler. Hun understreger, at Per Kamp Stefansen er med, når hun besøger Ringkøbing-Skjern-kredsen.

- Det er svært at blive valgt som socialdemokrat i Ringkøbing-Skjern, og da kommunen ikke har sit eget folketingsmedlem, har vi samarbejdet, så jeg også arbejder for området i Folketinget, siger Annette Lind til avisen.

Tønder-kandidat støtter minister

 I Sønderjylland er Tønders borgmesterkandidat Barbara Krarup Hansen opstillet i Tønder-kredsen, men både hun og bestyrelsen bakker officielt op om uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen, der er opstillet i Haderslev. Det fremgår af flere artikler i JydskeVestkysten, senest fra 27. september. 

På sin Facebook-side deler Barbara Krarup Hansen ganske vist valgplakater for sig selv, men samtidig skrev hun lørdag d. 8. oktober: "God plakatophæng i dag til vores kandidat i Tønderkredsen Jesper Petersen, som har gjort og vil gøre en indsats for Tønder Kommune".

Også ved tidligere valg har skyggekandidater været almindelige. I Silkeborg opstillede Venstre ved FV19 Bent Jensen som skyggekandidat i Silkeborg Syd for at øge chancerne for for Gitte Willumsen i Silkeborg Nord. Og Socialdemokratiet i Kolding Nord opstillede ifølge JydskeVestkysten Ove Jensen som skyggekandidat i Kolding Nord i 2019 med det formål at få valgt Christian Rabjerg Madsen i Kolding Syd - en manøvre, der som bekendt lykkedes.

- Vi gør det, fordi vores kandidat ikke har skyggen af en chance for at blive valgt. Vi synes ikke, det er rimeligt, at en by som Kolding ikke skal have et folketingsmedlem, og ved at gøre det på denne måde har vi muligheden for at få en person valgt, sagde S-formand i Kolding Nord Bjørn Laursen dengang. 

Skyggekandidater er ikke ulovlige, men kan altså være i strid med den socialdemokratiske hovedbestyrelsens melding.

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/trods-kritik-flere-s-skyggekandidater-er-aabne-om-deres-rolle

GDPR