
Antallet af sager, hvor folk dømmes for trusler eller vold mod offentligt ansatte, er vokset markant over de seneste ti år, skriver Jyllands-Posten på baggrund af en aktindsigt hos Anklagemyndigheden. I 2013 blev 1.143 personer dømt efter §119 stk.1 om vold eller trusler mod nogen i offentlig tjeneste ifølge avisen. I 2022 var tallet steget til 1.522.
Samtidig er der sket en stigning på 81,9 pct., hvis man ser på antallet af forhold, skriver avisen. Der kan være flere forhold under samme person. I de senere år har tallet ligget nogenlunde stabilt højt, viser aktindsigten fra Anklagemyndigheden.
Ifølge næstforkvinde Ditte Brøndum fra Dansk Socialrådgiverforening fylder trusler og chikane meget for medlemmerne.
- Vi har ikke opdaterede tal på området, men vi kan klart mærke, at det stadig er en udfordring for socialrådgivere, og vi oplever, at digital chikane er blevet et stigende problem, siger hun til Jyllands-Posten.
I årene 2013 til 2016 lå antallet af personer, som årligt blev dømt efter §119 stk.1 mellem 1.100 og 1.200, men i 2017 steg tallet til 1.353 personer, og året efter var det helt oppe på 1.663 personer. Siden da har det ligget stabilt højt på 1.500-1.600 personer årligt.
Den tidligere S-regering har flere gange sat fokus på risikoen for, at borgere ved hjælp af aktindsigt får udleveret navne på offentligt ansatte, og at oplysningerne kan bruges til chikane. Justitsminister Peter Hummelgaard (S) ønsker ifølge Jyllands-Posten at ændre reglerne for aktindsigt for at sikre bedre beskyttelse af faggrupper som politifolk og fængselsansatte. Han oplyser, at regeringen vil nedsætte et udvalg til at kigge på sagen.
Straframmen hvis man bliver dømt efter §119 stk.1 er op til otte års fængsel.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.