
I endnu tre større kommuner er der nu sat navn på en af dem, der går efter at blive borgmester efter næste valg.
I Haderslev har Henrik Rønnow ved de to seneste valg været Socialdemokratiets spidskandidat, og ved KV21 opnåede han kommunens højeste personlige stemmetal - også flere end Mads Skau (V), der endte som borgmester. Men ved KV25 får partiet en ny spids: Marie Skødt har nemlig vundet en urafstemning over ham med 60 pct. af stemmerne, skriver TV Syd.
Marie Skødt er i gang med sin anden periode i kommunalbestyrelsen og har været udvalgsformand i begge perioder, først for Socialudvalget, p.t. for Ungeudvalget. Hun arbejder til daglig som lektor på Institut for Sundhed ved UC Syd.
"Tak til Henrik Rønnow for en god og ordentlig valgkamp og med vigtige diskussioner, der er med til at bringe os godt videre som parti. Og især tak for hans nærmest utrættelige indsats som gruppeformand," skriver hun på Facebook, mens han til gengæld bebuder, at han nu overlader pladsen som gruppeformand til hende.
I Næstved er gruppeformand Kenneth Sørensen valgt som Venstres bud på, hvem der kan vinde borgmesterposten fra Carsten Rasmussen (S). Kenneth Sørensen blev valgt uden modkandidater, oplyser Venstre på Facebook.
Den nye borgmesterkandidat er i gang med sin første byrådsperiode, han sidder i økonomiudvalget og er næstformand i kultur- og idrætsudvalget. I sit civile liv er han vinduespudser, og i fritiden arbejder han frivilligt indenfor fodboldverdenen.
Han afløser som borgmesterkandidat Kristian Skov-Andersen, som var spids ved både KV17 og KV21, men som allerede for to år siden meddelte, at han ikke ønskede at blive det igen. I første omgang blev Cathrine Riegels Gudbergsen ny gruppeformand, men hun trak sig senere af private årsager og genopstiller ikke ved næste valg.
I Kalundborg var der også enstemmighed, da viceborgmester Tina Beck-Nilsson blev genvalgt som Socialdemokratiets borgmesterkandidat, skriver sn.dk.
Der har ellers været rigeligt med uro i partiet. Først, da hun op til seneste valg blev valgt som spids, og Gunver Jensen, som tabte kampen afstemningen, umiddelbart efter valget forlod partiet sammen med en nyvalgt og dannede Kalundborg- Listen.
Og igen, da partiforeningen for Raklev, Røsnæs og omegn i februar i år pegede på en anden kandidat, som imidlertid slet ikke ønskede at blive spids. Men alt endte altså i enig opbakning bag Tina Beck-Nilsson, som er formand for Unge- og Beskæftigelsesudvalget, sidder i økonomiudvalget og desuden er formand for Greve Lærerforening.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.