Med et samlet ekstra skatteprovenu på 300 mio. kr. i 2023 lægger kommunerne nu kollektivt op til en økonomisk sanktion fra staten.
Indenrigsministeren har således hjemmel til at sanktionere kommunerne med godt 300 mio. kr. i alt.
Det beløb fordeler sig med dels individuelle sanktioner på op til 75 pct. for kommuner, som hæver skatten over en eventuelt tildelt ramme til at hæve skatten.
Dels kollektive sanktioner, som fordeles mellem alle 98 kommuner efter befokningsandel. Det er Indenrigs- og Boligministeriet, som efter nogle nærmere regler beregner den samlede sanktion.
I økonomiaftalen var der lagt op til et samlet ekstra skatteprovenu på maksimalt 150 mio. kr. uden sanktioner, men efter at alle 98 budgetter er lagt, har KL talt sig frem til, at der udskrives ekstra kommuneskat for det dobbelte.
For ti dage siden var det beløb dog helt oppe i 570 mio. kr, så en sanktion på det tidspunkt så ud til at blive på 420 millioner. Efter et borgmestermøde i KL-regi lykkedes det åbenbart at file her og der, før budgetterne blev helt færdige, så det samlede beløb havner på 300 mio. kr.
I en pressemeddelelse fra KL beskrives det, at de 300 millioner svarer til en stigning på 0,03 procent af kommunernes samlede skattegrundlag.
- Vi har gjort alt, hvad vi kan, for at få skattepuslespillet til at gå op. Vi må dog desværre konstatere, at vi ikke kan komme helt i mål, selvom vi har bevæget os i den rigtige retning undervejs. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt – og også et udtryk for, hvor hårdt den økonomiske livrem er spændt ind i kommunerne, siger Jacob Bundsgaard (S), næstformand i KL.
Rammerne overholdt
I samme pressemeddelelse understreger kommunerne, at de overholder de service- og anlægsrammer for 2023, der blev fastsat i økonomiaftalen.
Til næste år har landets kommuner planlagt at bruge samlet set 287,7 mia. kr. på at levere velfærd til borgerne, mens der skal bruges 18,6 milliarder kroner på at bygge og renovere.
- Det er ingen hemmelighed, at vi i kommunerne lige nu er i en svær økonomisk situation. Vi står med en meget stram økonomiaftale, og oven i det er vi blevet hårdt ramt af de stigende priser. Så meget desto mere viser det en stor kommunalpolitisk ansvarlighed, at vi i nået i mål med budgetterne inden for den samlede økonomiske ramme. Det fortjener kæmpestor ros og respekt, siger formand for KL, Martin Damm (V).
Ny proces har virket
I år har kommunerne anvendt en ny model for den fælleskommunale budgetkoordinering, hvor man bl.a. har inddraget borgmestre og kommunalbestyrelser endnu tættere og tidligere end førhen. Det har båret frugt, fortæller Bundsgaard:
- Der er ingen tvivl om, at alle kommuner i år har skulle foretage hårde prioriteringer. Alligevel har alle undervejs vist stor vilje til at bøje sig mod hinanden og bidrage til fællesskabet, og det er mit indtryk, at det en god model for processen, vi har fundet, siger han.
Trods det gode fælles arbejde står kommunerne dog stadig over for store udfordringer, da priserne stiger overalt i samfundet:
- Kommunerne har allerede i budgetterne været nødt til at træffe svære valg og spare på velfærden. Oven i det står vi nu med massive prisstigninger. Det er en overordentlig vanskelig situation, som vi langt fra er færdige med at tale med regeringen om – og det vil selvfølgelig også blive et centralt tema under næste års økonomiforhandlinger, siger Martin Damm.
26. okt. rubrik rettet fra "Udsigt til skatte-sanktion på 150 millioner" til "Udsigt til skatte-sanktion på 300 millioner" samt præciseringer i de indledende afsnit.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.