I år skal der afgøres 2.352 sager om miljøgodkendelse af husdyrbrug rundt om i kommunerne. Og for en stor dels vedkommende bliver der tale om nyuddannede og uerfarne folk, der skal tage sig af de mange sager.
Miljø- og naturchef Peter Risegaard Jakobsen, Hjørring Kommune, der er gruppeformand i KTC, de kommunale tekniske chefer, tvivler på, at der er nok kompetente folk til her og nu at kunne tage sig af sagspuklen.
En nylig aftale mellem KL og regeringen betyder 100 millioner kr., der skal sætte skub i sagsgangen, men i det omfang, der bliver tale om uerfarne og nyuddannede, vil det selvfølgelig give en vis forsinkelse, siger han.
Teamleder Knud Suhr i Hjørring Kommune er heller ikke i tvivl, om at personalespørgsmålet kan blive en flaskehals:
- Kommuner og de private rådgivningsfirmaer, der er skudt frem det seneste halvandet år, har ansat temmelig mange af de folk, der kan komme på tale. Jeg vil tro omkring 100.
Faggrupperne, der er inde i billedet, rummer både agronomer, miljøteknikere, landbrugsteknikere, biologer og ingeniører.
- Men egentlig sagsbehandler-erfaring skal man jo først ind og erhverve sig. Sådan vil det jo være, så det i sig selv vil vel give en forsinkelse på et halvt års tid, skønner han.
Netop i Hjørring er man - ifølge Miljøstyrelsens gabestok - ganske godt med, når det gælder miljøgodkendelser i landbruget, og skal ikke ud og ansætte nye folk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.