ODSHERRED: Det er ikke så ligetil at få valgt en ny socialdemokratisk borgmesterkandidat i Odsherred efter Thomas Adelskov, som ved KV21 måtte overgive borgmesterposten til Karina Vincents (Nyt Odsherred) efter 12 år som borgmester.
Signe Goldmann, som stiller op til valget som ny borgmesterkandidat efter opfordring fra bl.a. den lokale partiformand, har nemlig været medlem for kort tid til at kunne blive valgt, skriver sn.dk. Hun meldte sig først ind i partiet 30. august sidste år, og man skal have været medlem mindst et år for at blive valgt. Kandidatudvalget havde misforstået reglerne og troede, at man blot skulle være medlem mindst et år før selve kommunalvalget.
Derfor bliver der nu indkaldt til ekstraordinær generalforsamling 5. juni om, hvorvidt hun kan få dispensation til at stille op alligevel. Det vil kræve to tredjedeles flertal. Er der det, bliver der urafstemning mellem de to kandidater, som har meldt sig.
- Vi lægger os fuldstændig fladt på ryggen. Det er dybt beklageligt, men vi har ikke engang tvivlet på, at Signe var opstillingsberettiget. Heldigvis blev det opdaget i tide, så vi kan nå at rette op på det, siger Gitte Hededam, formand for Socialdemokratiet Odsherred.
Splitter partiet
Fejlen får dog den anden kandidat, byråds- og regionsrådsmedlem Felex Pedersen, til at rette en hård kritik mod Gitte Hededam. Det var ham, som opdagede fejlen, og i sn.dk beskylder han hende for at splitte partiet.
- Socialdemokratiet er splittet nu. Hele processen om ny spidskandidat har Gitte Hededam kørt fuldstændig galt. Og dermed obstruerer hun fuldstændig en god og sund proces. Hun har taget drejebogen fra Venstre i, hvordan man kan splitte et parti ad, og hun har fuldført det til perfektion og med fuld bevidsthed, siger han.
Signe Goldmann har tidligere siddet i Borgerrepræsentationen i København for SF, som hun imidlertid forlod i 2012. Hun har boet i Odsherred i otte år. Hun tager den nye situation med sindsro og forsikrer, at hun fortsætter i partiet, uanset om hun bliver spidskandidat eller ej.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.